Folkene bag Blueprinter kan printe hvad som helst i princippet – også drømmebiler. Her er administrerende direktør Torben Bjerrisgaard Lange (th.) og opfinderne - Frederik Tjellesen (i midten) og Anders Hartmann - ved at inspicere et af de seneste print fra deres prototypemaskine. Bilen er printet ved hjælp af mange lag plastikpulver, der er ’smeltet’ sammen inde i printeren. Foto: T. Kaare Smith

Eksamensprojekt førte til opstartsvirksomhed

fredag 30 mar 12
|
To unge dimittender fra DTU har formået at gøre deres eksamensprojekt til en potentiel global millionforretning.

Historien om Blueprinter ApS handler om to venner, der har brugt deres viden til at udvikle teknologi på DTU til et nyt produkt, og som siden har investeret store mængder energi og et par intense år på at kommercialisere og udvikle, så det kan ramme plet ude på markedet. Det er lykkedes dem i en sådan grad, at de nu er kommet i et uhyre eksklusivt selskab af opstartsvirksomheder, der har modtaget venturekapital fra det DTU-baserede SEED Capital. Det sker kun tre gange om året og markerer på den måde et stort gennembrud for de unge iværksættere.

Civilingeniørerne Frederik Tjellesen og Anders Hartmann sidder dermed på en teknologi, der placerer dem og deres opstartsfirma, Blueprinter ApS, midt i en fremadstormende global industri. Bag sig har Frederik og Anders en uddannelse i mekanisk produktudvikling på DTU. Det var i løbet af deres uddannelse, at de to fandt frem til idéen om at udvikle en ny type 3D-printer.

”Vi havde faktisk lidt svært ved at finde et relevant eksamensprojekt dengang i 2008. Vi var begge enige om, at det skulle ramme et reelt behov ude i virkeligheden, og at det skulle kunne realiseres til en forretning på sigt. Under en brainstorm sammen kom vi begge op med idéen om at se på 3D-printermarkedet, da det var præget af enten meget dyre eller ret ringe produkter, og vi var enige om, at det kunne vi gøre bedre,” fortæller Frederik.

Som sagt. Så gjort.

Hvad som helst

Området, de to daværende DTU-studerende bevægede sig ind på med deres afgangsprojekt, kaldes rapid prototyping eller slet og ret 3D-print. I sin enkelhed går det ud på, at man kan ’printe’ en fysisk model ud fra en computertegning af hvad som helst – det kan være en kop, en legetøjsbil, en stavblender eller noget helt fjerde.

De to dimittender udviklede en helt ny måde, hvormed man kan printe sine emner. De kalder den Selective Heat Sintering eller SHS. Teknologien er baseret på et termisk printhoved, der ved hjælp af præcis opvarmning af plastikpulver kan opbygge en model lag for lag – lidt i stil med den måde, man smelter perler sammen med et strygejern.

”Vi fik faktisk idéen fra en bon-printer, som man kender fra supermarkedet. Den opvarmer papiret med præcise intervaller og efterlader på den måde et læseligt print. På samme måde omsætter vores printhoved data ved at smelte plastikpulver og på den måde ’støbe’ en model af det, man ønsker,” forklarer Frederik.

I dag bruges 3D-printerteknologien typisk af alt mellem ingeniører, designere eller arkitekter, når der er behov for at kunne se og føle på tankerne i en håndgribelig form. Problemet er blot, at det er en særdeles bekostelig og omstændelig affære, da de eksisterende maskiner kan koste op mod en halv million kroner plus store omkostninger til drift og vedligehold.

”Vores maskine vil koste langt mindre end de professionelle printere, der nu findes på markedet. Det betyder, at virksomheder kan få adgang til gode 3D-print uden de samme store omkostninger. Det er her, vi kan ryste branchen. Vi har netop lanceret vores printer på EuroMold-messen i Frankfurt, der er en af de største i verden for området. Her fik vi en særdeles positiv modtagelse både på teknikken og på den pris, vi har sat. Man kan sige, at det var lidt ’make or break’ dernede på, om vi havde samlet den rette pakke – men det skal jeg love for, vi fik bekræftet. Men her er det værd at sige, at vores nuværende situation ikke havde været mulig uden samarbejdet med DTU Symbion Innovation,” siger Frederik.

Ind i varmen

DTU Symbion Innovation (DSI) og SEED Capital ligger på DTU’s campus i Lyngby. Skønt de deler adresse, er der tale om to forskellige enheder: DSI er den enhed, der identificerer og investerer overvejende offentlige penge i opstartsvirksomheder helt i deres spæde start, mens SEED overtager udvalgte virksomheder senere i forløbet, hvor virksomheden har vist sig tilstrækkeligt lovende og levedygtig. Her bliver der investeret en del privat kapital også – og summerne er noget større.

”Der er stor vægt på, at produkter som DSI og SEED investerer i, henvender sig til et voksende og internationalt marked, og at en kommende virksomhed har muligheden for at etablere en kvalificeret og proaktiv ledelse. Teknologien skal naturligvis være meget stærk, men for os er det næsten vigtigst i den tidlige investeringsfase, at vi oplever, at det er det rigtige team, der leder udviklingen. Det var i høj grad tilfældet med Frederik og Anders,” forklarer Rasmus Bjerngaard fra SEED Capital.

Det var en stor sejr for opstarterne, at de blev inviteret ind hos DSI. For af de omtrent 500 ansøgere, DSI og Seed Capital årligt er i kontakt med, får 10-15 penge fra de offentlige midler, og af dem går tre til fire hvert år videre til investeringer fra den private del af venture-fonden.

”Det er mindst lige så stort for os, som det er for de unge iværksættere, at de er kommet helt ind til SEED-kapitalen. Det er lykkedes dem at bevise, at deres gode idé kan bære kommercielt gennem benhårdt arbejde og en målrettet indsats. For vores del er det en stor sejr, at vi fandt frem til dem i 2009 og kunne hjælpe dem frem til dette flotte resultat,” siger Rasmus Bjerngaard.

Rasmus Bjerngaard fungerer i dag som bestyrelsesformand for det lille printerselskab.

”På mange måder er Blueprinter perleeksemplet på den gode arbejdsgang hos os på DSI og SEED,” forklarer Rasmus videre: ”De henvendte sig med deres forretningsidé, og efter en række møder med dem kunne vi hjælpe dem videre til det næste niveau. Vi har siden løbende holdt kontakt med dem, og min rolle er primært at byde ind med netværk og erfaringer, som skubber deres teknologi fra en god idé til en nagelfast forretningsplan, der kan realiseres. Vores opgave har hele tiden været at pege dem i den rigtige kommercielle retning, og det har de forstået at omsætte til handling.”

Efter Blueprinter ApS er kommet igennem nåleøjet til en kapitalindsprøjtning fra det DTU-ejede SEED Capital, kan de to unge ingeniører nu fokusere på forretningsudvikling.

”Man kan næsten sammenligne forholdet mellem SEED og os som man kan forstille sig det med en venlig, rig onkel,” forklarer Frederik: ”Vi oplever en stor imødekommenhed og opmærksomhed fra Rasmus og SEED, som har hjulpet os derhen, hvor vi er i dag. Han formår at stille klare og realistiske forventninger til vores produkts modenhed og forretningsplanen, hvilket hele tiden driver os til at gå i den rigtige retning i forhold til at skære fra i teknologien og slå irrelevante idéer ihjel i forhold til, hvad maskinen skal kunne. Derudover er SEED så hyperanerkendt i opstartsmiljøet, at de åbner døre for os, som vi næppe havde kunnet banke på uden.”

Kill your darlings

Med investeringen fra SEED er den lille forretning nu gået fra produktudvikling til kommercialisering. Lavpraktisk betyder det, at investorerne tror på teamet og på prototypen. Nu skal produktet sælges. Et paradigmeskift i opstarternes tilgang til teknologien. Mantraet ’kill your darlings’ er nu mejslet ind i de næste måneders arbejde hos det lille opstartsfirma, hvor kunsten nu bliver at skære ind til benet for at ramme plet første gang på det internationale marked. Hos Blueprinter tror de på, at de om et halvt års tid kan sidde i fronten af den tredje industrielle revolution, hvis de formår at samle de sidste tråde, målrette printeren det sidste stykke vej til markedet og finde den ’første kunde’. For selv om de i princippet kan printe hvad som helst, så kan de dog ikke printe deres egne penge – endnu.

”De næste seks måneder er de kritiske i forhold til at skabe fundamentet til en forretning. Der skal vi have den første kunde hjemme. Herfra vil det betyde tunge investeringer at hive de sidste få procent ud af teknologien, så der er ikke plads til svinkeærinder mere. Alt skal have en målsætning herfra. For os drejer det sig nu om at holde kundens værdi for øje og produktmodne vores printer for at ramme præcis det behov, der efterspørges,” siger Torben Bjerrisgaard Lange.

Han er en af de ressourcer, der er fulgt med investorpengene fra DTU Symbion Innovation. Torben er blevet ansat som administrerende direktør i Blueprinter af Frederik og Anders sidste sommer, og han varetager i dag de forretningsorienterede aspekter, som en ingeniør måske ikke har de samme forudsætninger for at klare. Han har været en nøgleperson i det sidste stykke vej mod investeringen fra SEED med hans forretningsmæssige kompetencer.

”Du kan måske sige, at jeg er ’pisken’ i Blueprinter nu,” smiler Torben. Frederik er ikke sen til at tage over: ”At Torben er med, betyder, at der er mere ro på for Anders og jeg. Før var det os selv, der både stod for teknologien og det forretningsmæssige. Torbens rolle er at udfordre os og printeren, så den produktmodnes til markedet og ikke til vores tekniske ambitioner. Det betyder, vi har primært fokus på printerens værdi for kunden, mens Torben kan identificere selve kunden.”

Af Rasmus Rørbæk

Relaterede Videoer  

Vis flere