Havets tusmørkeliv kan brødføde verden

tirsdag 08 mar 16
|
af Line Reeh

Kontakt

Michael St. John
Professor
DTU Aqua
21 79 89 32

Livet i tusmørkezonen

Tusmørkezonen er den zone i havet, hvor dagslys ikke kan nå ned. Den hyppigste fisk her er lanternfish (Myctophiids), som består af 245 arter af 10-15 cm store fisk, som er udbredte fra polarhavene til ækvator.  Sammen med bl.a. blæksprutter og skaldyr kan de ses på akustiske målinger 500 meter fra havoverfladen over store havområder om dagen. Om natten vandrer de op i vandet til overfladen til ca. 150 meter fra overfladen.

Der er enorme uudnyttede ressourcer af fisk og skaldyr i dybhavet, men vil man fiske på dem, skal det gøres med omtanke, advarer forskergruppe

Dybhavet rummer en kæmpe uudnyttet proteinkilde. En international forskergruppe vurderede sidste år, at den såkaldte tusmørkezone, fra 200 til 1000 meter ned i havet, er hjem for mængder af fisk, blæksprutter og skaldyr, som i vægt langt overgår al verdens nuværende fiskeri. Ifølge studiet rummer tusmørkezonen op mod 90 procent af jordens samlede fiskebiomasse.

"Af al den forskning jeg har lavet gennem min karriere, så er det her den absolut vigtigste - det er jeg ikke i tvivl om."
Michael St. John, DTU Aqua

Der er så mange skabninger her, at hvis estimaterne holder, så svarer det til 1,3 tons ren fiskebiomasse per menneske på jorden, og så har man ikke regnet blæksprutter eller krebsdyr som krill med, fortæller oceanograf og professor Michael St. John, DTU Aqua:

”Livet i tusmørkezonen er en enorm kilde til protein og omega-3-fedtsyrer til at brødføde verdens befolkning. Men vi har samtidig at gøre med en form for ”ingenmands-vand”, hvor der ikke er regler for fiskeriet. Og vi ved så lidt om de biologiske processer i tusmørkezonen, at det er umuligt at vurdere, hvor stort et fiskeri bestandene kan tåle. Man regner med, at der er mere end 1 million ubeskrevne arter i zonen, som vi ikke engang kender til endnu.”

I en Perspective-artikel i tidsskriftet Frontiers in Marine Science, som netop er udkommet, efterlyser Michael St John, sammen med en international gruppe af kolleger fra Spanien, England, Skotland og Portugal, en fælles international forskningsindsats i tusmørkearternes biologi.

”Af al den forskning jeg har lavet gennem min karriere, så er det her den absolut vigtigste - det er jeg ikke i tvivl om. Der er brug for helt grundlæggende viden om fiskenes biologi og gydesucces for at kunne vurdere, hvad der er en bæredygtig udnyttelse. Og der er brug for undersøgelser af, hvilken rolle de spiller som føde for andre arter, som vi gerne vil beholde, fx tun og hajer. Livet i tusmørkezonen spiller sandsynligvis også en kæmpe rolle som buffer i forhold til klimaforandringer, fordi de er med til at fjerne kulstof fra atmosfæren, når fiskene spiser sig mætte i kulstofholdige vandlopper oppe i vandet og så svømmer tilbage ned i dybet, hvor kulstoffet bliver lagret og dermed ikke kan bidrage til global omvarmning,” siger professor Michael St. John, DTU Aqua.

Endnu er der ikke noget stort fiskeri på dybhavsfiskene, fordi man ikke har effektive måder at fiske dem på, men det vil komme inden længe, vurderer DTU Aqua-professoren:

”De mere kystnære bestande er fuldt fisket, så jeg er ikke i tvivl om, at man begynder at lede efter andre muligheder for fangster, så fiskeri i tusmørkezonen er på vej. Der er allerede forsøgsfiskeri flere steder, og frygten kan selvfølgelig være, at det udvikler sig til ren ureguleret guldfeber, så snart teknologien er der. Derfor står vi med en vigtig udfordring som verdenssamfund.” 

Den videnskabelige artikel

St. John MA, Borja A, Chust G, Heath M, Grigorov I, Martin AP, Serrão Santos R and Mariani P (2016). A Dark Hole in our Understanding of Marine Ecosystems and their Services: Perspectives from the mesopelagic community. Front. Mar. Sci. 3:31. doi: 10.3389/fmars.2016.00031

Foto: Peter Rask Møller, Københavns Universitet

Relaterede Videoer  

Vis flere