Photo: National Food Institute, Technical University of Denmark

Godt match kan skabe vækst i Danmarks tangindustri

tirsdag 21 jun 16

Kontakt

Susan Løvstad Holdt
Lektor
DTU Fødevareinstituttet
93 51 89 22

Kontakt

Henrik Jarlbæk
Specialkonsulent
DTU Fødevareinstituttet
41 67 70 04

Nogle af de erhvervsfolk, som er samlet fra alle verdenshjørner på et internationalt symposium om tang i København, skal rejse hjem med en aftale om fremtidigt samarbejde om f.eks. udvikling af produktionsudstyr eller forarbejdning af afgrøden i kufferten. Det er målet for et matchmaking arrangement, som DTU Fødevareinstituttet og Gemba Innovation står for.

Når en stor del af de mennesker på kloden, som ved mest om, hvordan man dyrker og forarbejder tang samt bedst udnytter afgrøden i forskellige forbrugerprodukter, er samlet på ét sted, er det en oplagt mulighed for at skabe forretningsforbindelser mellem nye samarbejdspartnere.

Derfor har DTU Fødevareinstituttet, som er vært for det 22. internationale tangsymposium i København, arrangeret et matchmaking arrangement i samarbejde med Gemba Innovation. Idéen er, at eksempelvis en dansk udstyrsproducent kan møde en udenlandsk virksomhed, som leder efter noget bestemt udstyr til at forarbejde afgrøden, eller en færøsk producent af sukkertang kan møde en international virksomhed, der kan udvinde tangens bioaktive stoffer.

Godt match kan føre til nyt samarbejde

Deltagerne har inden arrangementet skrevet en profil med information om f.eks. hvilke tangarter, firmaet arbejder med, antal ansatte, hvor i værdikæden de arbejder og deres visioner for fremtiden. Ved hjælp af profilerne har potentielle samarbejdspartnere kunnet pejle sig ind på, hvem der måske er et godt match, og som de derfor på dagen vil booke tid til at mødes med til speeddating.

Arrangørerne håber, at deltagerne vender hjem med en aftale om fremtidigt samarbejde i kufferten.

Deltagere ved matchmaking arrangementet får desuden mulighed for at høre to af symposiets hovedtalere. Den ene fortæller om markedet samt udsigterne for tangindustrien på verdensplan og den anden om den nyeste viden om tangs bioaktive stoffer.

Danmarks voksende tangindustri

Den danske tangindustri har haft vokseværk i de seneste år. De forskellige aktører i Danmark arbejder både med dyrkning af forskellige tangarter og med at udvinde de værdifulde stoffer, som findes i tang. Disse stoffer kan indgå i forskellige ingredienser i bl.a. fødevarer, foder og hudplejeprodukter. Ofte samarbejder virksomhederne med forskere i udvikling af nye og effektive udvindingsmetoder.

Læs mere

Det 22. international tangsymposium finder sted fra den 19.-24. juni i København og er arrangeret af DTU Fødevareinstituttet i samarbejde med Aarhus Universitet, Syddanske Universitet og tangindustrien. Tang-Match arrangementet er sponseret af Karl Pedersen og Hustrus Industrifond, der bl.a. er et resultat af Karl Pedersens succes med import og forarbejdning af tang.

På symposiet fortæller internationale og danske eksperter bl.a. om økosystemets påvirkning af naturlige tangforekomster, tangs rolle i gastronomien og risikovurdering af eventuelle sundhedsskadelige stoffer i forskellige varianter. 

Find mere information om Tang-Match arrangementet på symposiets website.

Læs også, hvordan DTU Fødevareinstituttet arbejder sammen med danske virksomheder for at finde metoder til at udvinde og afsætte flere af de værdifulde stoffer, som findes i tang i instituttets nyhed fra den 26. april 2016: Nye udvindingsmetoder skal mindske spild i tangindustrien.

Relaterede Videoer  

Vis flere