På billedet ses Jonas Woodrow Hansen, Gari Nickson og Kacper Kawecki. Den sidste deltager i gruppen, Francisco Fernandez, kunne ikke være tilstede ved overrækkelsen. (Foto: Venture Cup)

DTU vinder kategori i Venture Cup sammen med ITU

fredag 25 jan 13

Torsdag den 24. januar blev vinderne af iværksætterkonkurrencen Venture Cup Idea Competition fundet. DTU-studerende deltog i seks af de 20 finalehold fordelt på alle fem kategorier og vandt i kategorien Mobile and Web. Vinderprojektet QuickInspect har udviklet ny software til iPad, der kan gøre bygningsinspektion både nemmere og mere effektiv. 

”Med prisen på 25.000 kr. kan vi føre vores idé videre til en egentlig startup-virksomhed; men pengene er ikke det vigtigste. Det bedste ved at have deltaget i Venture Cup er alle de mange dygtige mennesker, vi er kommet i kontakt med, og muligheden for at præsentere vores projekt for potentielle kunder,” siger Kacper Kawecki, som er kandidatstuderende på DTU Compute.

App til byggebranchen
Kacper har sammen med Jonas Woodrow Hansen fra IT-Universitetet i København, Gari Nickson fra Cowi og Francisco Fernandez, der arbejder på en spansk virksomhed og går på University of Barcelona, lavet en app med navnet QuickInspect til iPad og andre tablets. Deres idé skal gøre livet lettere for folk, der arbejder i byggebranchen.

Når man bygger nyt eller renoverer gamle bygninger, arbejder håndværkerne efter arbejdstegninger, og i løbet af byggeperioden skal byggeriet flere gange inspiceres for at se, hvordan det skrider frem, og tjekke, at tegninger og planer bliver fulgt.

”Det kan være en temmelig omstændelig proces, og det er her, QuickInspect kommer ind i billedet,” fortæller Kacper.

”Vores app samler tegninger, fotos og noter fra inspektørerne på en digital platform, som kan tilgås både hjemme på kontoret og ude på byggepladsen. Det gør afrapporteringen meget lettere, fordi inspektørerne hele tiden har alting samlet og tilgængeligt. Og appen kan også generere dokumentation i form af pdf-rapporter. ”

Videre til startup- konkurrencen
Hele 375 hold og mere end 1.100 studerende havde sendt deres idéer til iværksætterkonkurrencen. 20 hold blev udtaget til finalen, og DTU-studerende deltog i seks af finalistholdene. 

QuickInspect-holdet vandt kategorien Mobile and Web, og de har nu kapital til at videreudvikle deres app og gå nærmere ind i en undersøgelse af markedet. De regner også med at nå så langt, at de kan stille op til Venture Cups startup-konkurrence, der ligger i juni måned.

Marianne Ryde 

 

Relaterede Videoer  

Vis flere