Foto: Nissan

Verdens første elbilflåde leverer strøm til elnettet

tirsdag 06 sep 16

Kontakt

Peter Bach Andersen
Seniorforsker
DTU Elektro
45 25 35 24

Om Parker-projektet

Parker-projektet skal undersøge, hvorvidt serieproducerede elbiler, som del af en operativ flåde, kan levere energi og effektbaserede ydelser til det dansk elnet.

Organisationerne DTU, NUVVE og INSERO samarbejder med en stor bilfabrikant (Nissan) og en dansk flådeejer (Frederiksberg Forsyning) i dette pilotprojekt.

Projektperiode: 8/2016 - 8/2018

Læs mere om Parker-projektet.

Kilde: Energiforskning.dk


DTU står i spidsen for at teste ny teknologi, der får en flåde af elbiler til at levere strøm til elnettet.

Elbiler skal ikke kun være strømforbrugende, nu skal de også være strømforsynende. Det sker med den nye teknologi kaldet Vehicle to Grid, forkortet V2G, hvor elbilens batteri udnyttes til at lagre strøm, der afleveres til elnettet, når bilen kobles på.

DTU er leder på projektet Parker, der nu kobler verdens første flåde elbiler af mærket Nissan til elnettet for at få dem til at levere strøm tilbage. Det sker i samarbejde med Frederiksberg Kommune, der netop har indkøbt de ti elbiler til formålet.

Elbilerne kan understøtte elnettet

Teknologien har stor bevågenhed, fordi den giver elbilerne potentiale til at være alternative strømforsyninger, der understøtter elnettet med strøm og desuden en række mere tekniske ydelser.

”Elbilen kan bidrage til, at elnettet hurtigt kommer i balance, hvis strømproduktionen pludselig ikke matcher strømforbruget. Elnettet har behov for konstant at bibeholde en balance mellem forbrug og produktion for at undgå et nedbrud. I elbilens tilfælde betyder det, at man kan mindske et overskud af strøm ved at tillade opladning af bilen, eller man kan mindske et underskud af strøm ved enten at stoppe opladning eller ved at lade elbilerne levere strøm til nettet. Elbilerne kan reagere lynhurtigt på ubalancer i elnettet,” siger Peter Bach Andersen, som er projektleder på Parker og forsker ved DTU Elektro.

Stigende behov i fremtiden
"Elbilen kan bidrage til, at elnettet hurtigt kommer i balance, hvis strømproduktionen pludselig ikke matcher strømforbruget."
Forsker Peter Bach Andersen, DTU Elektro

Han forudser, at vi fremover får et stigende behov for at balancere elnettet hurtigt.

”I takt med at stadig mere vedvarende energi som vind- og solenergi bliver integreret i elnettet, vil energiproduktionen blive mere svingende, fordi vi for eksempel kun producerer vindstrøm, når det blæser. Derfor får vi brug for ressourcer som f.eks. elbilerne til hurtigt at balancere nettet, da de hurtigt kan hjælpe med at udligne ændringerne.”

V2G har også kontante fordele for elbilejerne, da DTU’s beregninger viser, at der kan være en økonomisk gevinst på 10.000 kroner om året ved at sælge ydelser til elsystemet, oplyser Peter Bach Andersen.

Det hele startede på DTU for flere år siden, med projektet EDISON på Bornholm, hvor dette V2G blev undersøgt teoretisk, hvorefter det blev fulgt op med det netop overståede NIKOLA-projekt, hvor teknologien blev afprøvet i laboratoriet i PowerLabDK på DTU Elektro, og nu er det så rykket ud i et operativt miljø med PARKER-projektet, der står for at styre disse biler og deres tilslutning til elnettet.

Stort tema om elbiler

Ladetiden, rækkevidden og afgifterne. Der er udfordringer nok for elbilerne. Alligevel er elbilen den eneste langsigtede løsning, hvis transportsektoren skal blive uafhængig af fossile brændstoffer. 

Læs flere artikler om elbilens udfordringer og løsningerne i et stort tema.

Relaterede Videoer  

Vis flere