Dansk hovedrolle i stor europæisk innovationsalliance

mandag 10 dec 18

Kontakt

Henrik Morgen
Chefkonsulent
Afdelingen for Forskning og Relationer
45 25 25 77

DTU er en af hovedarkitekterne bag nyt stort europæisk netværk, der skal udvikle fremtidens byer og transportformer.

Med en EU-bevilling på flere milliarder kroner i ryggen vil verdens måske største innovationsnetværk for fremtidens transportudfordringer snart se dagens lys. Et konsortium med 48 europæiske kernepartnere, heriblandt DTU, Københavns Kommune og det danske energiselskab E.ON, har fået til opgave at samle og koordinere den europæiske indsats for at skabe fremtidens bæredygtige transportformer og bysamfund. Netværkets nordeuropæiske aktiviteter skal styres fra København.

Det var DTU, der for tre-fire år siden tog initiativ til at samle det internationale konsortium, som EU-organet European Institute of Innovation & Technology (EIT) nu har tildelt partnerskabet under det officielle navn ”EIT Urban Mobility”.

Der var hård konkurrence mellem flere konsortier om at vinde udbudskonkurrencen. Men vinderkonsortiet stod stærkest, ikke mindst på grund af de 48 stærke kernepartnere, der omfatter førende europæiske universiteter og en række europæiske storbyer og industrikoncerner i den absolutte sværvægtsklasse. Blandt partnerne er f.eks. Siemens, BMW, Oracle og en lang række andre aktører med særlige kompetencer, som er nødvendige for at udvikle fremtidens bysamfund.

EIT Urban Mobility vil få et samlet økonomisk volumen på 12 mia. kr., hvoraf EIT forventeligt vil finansiere 3,5 mia. kr. over de næste 15 år.

"Som kernepartner i det nye EIT Urban Mobility sikrer vi, at Danmark er med i front."
Marianne Thellersen

Ifølge Marianne Thellersen, koncerndirektør for innovation og entrepreneurship på DTU, vil det kunne mærkes, at Danmark har spillet en hovedrolle i skabelsen af det nye netværk:

”Deltagelse i EIT-alliancen er særdeles vigtig for både Danmark og DTU. Især fordi det yderligere styrker vores internationale samarbejder med Europas og verdens førende teknologivirksomheder.  Transportområdet er hastigt ved at udvikle sig til et teknologisk nøgleområde, som omfatter mange ingeniørmæssige discipliner. Som kernepartner i det nye EIT Urban Mobility sikrer vi, at Danmark er med i front i denne udvikling, både med hensyn til forskning, innovation og uddannelse,” siger hun.

Partnerskabets opgave bliver at sætte turbo på indsatsen for at skabe bysamfund, der både kan opfylde det voksende behov for kollektiv og individuel transport af mennesker og varer. Og som samtidig opfylder befolkningernes krav om moderne byer, hvor man kan leve et godt liv. 

Netværket skal nu organiseres som en juridisk selvstændig organisation. Det er opdelt i fem regionale såkaldte ’Innovation Hubs’ med ansvar for samordning af aktiviteterne. København skal huse den nordeuropæiske hub, der bl.a. skal fokusere på udvikling af intelligente transportsystemer og bæredygtig transport.

Chefkonsulent Henrik Morgen fra DTU er del af EIT Urban Mobility’s europæiske ledelse og er udpeget som fungerende direktør den nordeuropæiske hub.

Alliancen får hovedsæde i Barcelona, hvorfra også netværkets sydlige region skal styres. Ud over København vil netværkets øvrige regioner få kontorer i Tyskland (München), Holland (Helmond) og Tjekkiet (Prag).

DTU-forskeres bidrag til EIT Urban Mobility

Når DTU kunne spille en hovedrolle i det succesfulde bud på netværket skyldtes det universitetets førende position inden for en række af de forskningsfelter, der bliver afgørende for udviklingen af fremtidens transportformer og bysamfund.

Herunder f.eks. udviklingen af smart grids, der kobler den bæredygtige men stadig ustabile elforsyning fra vindmøller med den eksisterende elforsyning, grønne transportsystemer til lands og til vands, droner, logistiske løsninger transport af mennesker og varer osv.

Relaterede Videoer  

Vis flere