Foto Hampus Berndtson

Fornem international arkitekturpris til DTU-bygning

tirsdag 16 okt 18

Kontakt

Jacob Steen Møller
Campusdirektør
CAS
45 25 13 03

Atrium i ny bygning på Lyngby Campus får prestigefyldt pris af tysk arkitekturmagasin.

Det smukke atrium Biosfæren i DTU’s nye bygning 202 har vundet det hæderkronede tyske arkitekturmagasin Details special prize inside. Bygningen er tegnet af Christensen & Co Arkitekter og Rørbæk og Møller.

”Takket være den strenge og afbalancerede sammensætning af rummet imponerer atriummet ikke kun med sin sociale funktion, men også med sin specielle atmosfære," lyder det i juryens begrundelse for at tildele Biosfæren Detail special prize inside.

Det 13 meter høje atrium er hjertet i den nye bygning, der huser universitets forsknings- og undervisningsmiljø inden for life science og bioengineering på Lyngby Campus. Biosfæren er et enestående rum:  Væggene er beklædt med 50.000 løbende meter egestave, og dagslyset strømmer ind gennem ovenlysvinduerne, hvilket skaber et varmt og rart rum at opholde sig i. Svævende mødebokse skyder sig ud i atriummet, og store glasvinduer skaber en visuel forbindelse mellem mødebokse og atrium.

”Når vi bygger nyt på DTU, er det afgørende at skabe rum, hvor forskellige fagligheder og discipliner kan mødes på tværs, for vi tror på, at det er i disse møder, mulighederne for nytænkning og innovation opstår. I Biosfæren bidrager arkitekturen netop til, at studerende, forskere og medarbejdere kan se hinanden og mødes i et uformelt, unikt rum med højt til loftet,” siger campusdirektør Jacob Steen Møller, DTU.

”De reducerede materialer og overflader af glas og vertikalt monterede egetræslister kombinerer alle elementer for at danne en kontinuerlig enhed,” lyder det også fra juryen.

Detail uddeler sine priser hvert andet år i fire kategorier, og i år er det ottende gang. Juryen vægter fremtidsorienterede og innovative projekter med fremragende arkitektoniske og tekniske kvaliteter. I alt var 352 projekter fra 36 lande indstillet til Detail Prize 2018. Biosfæren modtog desuden i 2017 Tømmerprisen af Københavns Tømmerlaug.