Foto Colourbox

Indeklima styres med mobiltelefon og kunstig intelligens

Feedback fra brugerne og styringssystemer baseret på Internet of Things (IoT) og kunstig intelligens forbedrer indeklimaet og gør bygninger mere fleksible.

Intelligente varmesystemer i bygninger kan styres med brug af data fra mobiltelefoner, og det forbedrede indeklimaet for 28 procent af brugerne i et forsøg, gennemført af forskere fra DTU Byg. Resultaterne i forsøget bekræfter, at bygningsstyring med personlige præferencer som input og brug af internetteknologi rummer et stort potentiale og gør bygningerne mere fleksible for at blive anvendt til nye formål.

”Teknologien tager højde for, at brugerne har behov for at justere deres indeklima løbende. Det giver et kæmpe potentiale for kvalitetsforbedring, bl.a. fordi tidligere studier peger på brugerindflydelse som en af de vigtigste faktorer for tilfredsheden. Men teknologierne rummer også en række fordele, der gør bygningerne lettere at omstille til nye lejere og nye behov, og det er et krav, vi ofte hører fra bygherrer og entreprenører,” siger Jørn Toftum, professor på DTU Byg.

I forsøget, som blev udført i foråret 2018, har forskerne anvendt kunstig intelligens til at regulere en bygnings varmesystem. Brugernes feedback om indeklimaet i bygningen blev indtastet i såkaldte personlige komfortmodeller på mobiltelefon, som herefter blev brugt til at optimere temperaturen i bygningen. De personlige komfortmodeller blev lagt sammen og brugt til at fastlægge et temperaturniveau i et kontorlandskab, der ville give færrest ønsker om temperaturændringer.

Afprøvningen foregik i tre bygninger i løbet af perioder på op til tre uger, hvor indeklimaet blev målt, og brugerne via mobilen så ofte som muligt gav feedback om deres oplevelse af indeklimaet. Efter et pilotstudie på DTU blev afprøvning gentaget i en afdeling i ingeniørfirmaet Cowi.

De fleste aktive brugere syntes, at indeklimaet var bedre, mens et mindre antal havde den modsatte opfattelse. Simuleringer viste, at energiforbruget i det undersøgte tilfælde ville stige, fordi flere brugere ønskede en højere temperatur, hvilket blandt andet hænger sammen med, at forsøget blev gennemført i fyringssæsonen.

”En af udfordringerne ved at basere varmesystemer på brugerstyring er, at der er behov for hyppige input fra brugere. Det har derfor stor betydning, at brugerne får vejledning i at anvende teknologien.

Men forsøget dokumenterer, at en kombination af trådløse sensornetværk, brugerfeedback og kunstig intelligens i styringen af indeklima kan være en af vejene til bedre drift i nye bygninger,” siger Jørn Toftum.

Resultaterne fra forsøget præsenteres på DTU High Tech Summit, som afholdes den 10. – 11. oktober, og indgår i et tema på topmødet om brug af nye teknologier til at skabe bedre indeklima og sundhed.