Foto Vibeke Hempler

Succesfulde startups udstiller under High Tech Summit

fredag 28 sep 18

Kontakt

Kristoffer Buch
Projektleder
Afdeling for Innovation og Sektorudvikling
21 18 00 63
Mere end 50 DTU-startups præsenterer sig selv i forbindelse med DTU’s årlige digitale topmøde.

Startups - lige fra tidlige projekter til nyetablerede selskaber, mødes til Startup Fair på DTU’s årlige digitale topmøde DTU High Tech Summit. Mere end 50 af de mest succesfulde startups med navne som Eupry, Obital og Trebo udstiller deres projekter med posters og en lille stand, hvor de viser deres prototype og svarer på spørgsmål fra de besøgende.

”Det, der er kendetegnende for de her startups, er, at de kommer ud af EU´s og Nordens største hotspots for højteknologi. Der er fokus på hardware og hightech, og de repræsenterer hele værdikæden på DTU fra studenter-startups over forskningsbaserede spinouts til mere etablerede virksomheder, der bor i forskerparken,” siger projektleder Kristoffer Buch fra DTU Skylab.

DTU Startup Fair er en platform, hvor startups får mulighed for at interagere med de virksomheder, potentielle kunder og investorer, som er på High Tech Summit. Beskrivelser af de 50 startups er samlet i et katalog, som besøgende på DTU High Tech Summit får udleveret på topmødet.

DTU Startup Fair finder sted i DTU’s bibliotek fra klokken 10-16 den 10. oktober og afsluttes med en pitch-konkurrence, hvor et udsnit af udstillerne præsenterer deres projekter på scenen.

En jury bestående af danske og internationale eksperter i innovation stiller spørgsmål til firmaernes pitch og udpeger en vinder blandt projekterne. Juryen består af Ken Singer, en af de stærkeste profiler inden for entreprenørskab på UC Berkley, Lars Thinggaard, CEO Milestone Systems, Sune Stilling, Head of Growth, Maersk og Tore Duvold, vicedirektør i Innovationsfonden.

Yderligere vil der begge dage være en lang række sessioner omkring temaet entreprenørskab med aktører fra både universitetet og industrien.