Center for Livslang Læring får ny direktør

mandag 04 feb 19

Kontakt

Philip John Binning
Senior Vice President, Dean of Graduate Studies and International Affairs
Afdelingen for Uddannelse og Studerende
21 73 83 09
Karina Rothoff Brix tiltræder som direktør i Center for Livslang Læring – DTU Learn for Life – den 1. marts.

Karina Rothoff Brix, der tiltræder som direktør i Center for Livslang Læring – DTU Learn for Life – den 1. marts, har stærke kompetencer inden for innovation og iværksætteri. Hun kommer fra en stilling som direktør for Copenhagen School of Entrepreneurship ved CBS. Karina er serieiværksætter og har en stor forkærlighed for digitale disruptive drivere. Hun er uddannet cand.merc.jur og Master of Management Development fra CBS.

”Det er mig en stor glæde at fortælle, at vi har skrevet kontrakt med den kommende direktør for Center for Livslang Læring. I et meget stærkt ansøgerfelt har vi valgt Karina Rothoff Brix, der har skabt en stor vækst, både hvad angår medarbejdere, virksomheder og forskningssamarbejde,” siger Philip John Binning, der er dekan for kandidat- og ph.d.-uddannelserne.

Åbningsevent i efteråret

Center for Livslang Læring samler efteruddannelsesaktiviteterne fra DTU Diplom Center for Videreuddannelse, DTU Executive School of Business (DTU Business) og efteruddannelsesansvarlige i Afdeling for uddannelse og studerende. Det skal give DTU en stærkere profil på efteruddannelsesområdet og et udstillingsvindue, der giver indblik i DTU’s teknologier og knowhow.

Den 1. april flytter centerets ca. 25 medarbejdere ind i bygning 421 på Lyngby Campus, hvor DTU Business i dag holder til. Centeret bliver markeret med et åbningsevent i efteråret 2019.

”Jeg ser meget frem til at være med til at præge DTU’s efteruddannelsesudbud sammen med mine nye kollegaer og samarbejdspartnere. Det er min ambition, at vi sammen kan sætte nye standarder både nationalt og internationalt for DTU på dette område,” siger Karina Rothoff Brix.

Hun tiltræder officielt som direktør, når Center for Livslang Læring officielt åbner 1. april. Karina er 42 år, er gift og har fire børn.