Foto Martins Plume

Internationalt samarbejde om regn og spildevand i Østersøen

Byer og universiteter omkring Østersøen er gået sammen om at udvikle planværtøjet 'NOAH', der skal hjælpe med at reducere udledningen af spildevand i forbindelse med kraftig regn og oversvømmelser.

Håndtering af regn og spildevand er en af de største miljøudfordringer for byerne omkring Østersøen, og dette bliver kun værre af, at de forventede klimaændringer vil medføre hyppigere storme og skybrud i regionen.

Afløbssystemerne kan ikke håndtere de stigende vandmængder, hvilket fører til både lokale oversvømmelser og udledning af urenset spildevand til naturen. Og det kan udgøre en sundhedsrisiko og en belastning for miljøet på grund af næringsstoffer, miljøfremmede stoffer og sygdomsfremkaldende vira og bakterier i spildevandet.

Byer kan forberedes på kraftig regn og oversvømmelser ved hjælp af forbedret planlægning og ved realtidskontrol af afløbssystemerne. NOAH-projektet udgøres af ni byer og forsyningsselskaber, syv universiteter og forskningsorganisationer samt to paraplyorganisationer fra landende omkring Østersøen. Partnernes geografiske spredning støtter kapacitetsopbygning fra nord til syd og fra vest til øst.

De udfordringer, der skal løses, varierer fra sted til sted – og det samme gør de enkelte partneres ekspertise, hvilket er en af NOAH-projektets styrker. F.eks. vil DTU bidrage med sin ekspertise inden for modellering og realtidskontrol, mens forsyningsselskaberne vil bidrage med hands on-erfaring fra systemerne.

NOAH’s mål er at skabe et koncept for holistisk planlægning og at få implementeret og testet smarte afløbssystemer i virkeligheden. Holistisk planlægning indbefatter at samtænke håndteringen af regn og spildevand med byplanlægning. Herudover anvendes realtidskontrol til at udnytte de eksisterende afløbssystemer bedre.

DTU spiller en nøglerolle i projektet i kraft af universitetets state-of-the-art-viden inden for modellering og realtidskontrol af afløbssystemer. I løbet af projektet vil DTU udvikle værktøjer til automatisk kalibrering og modelbaseret datavalidering samt til automatisk identifikation af parametre til realtidskontrol, således at styringen både bliver bedre og nemmere at sætte op.

Ambitionen er, at implementering af koncepterne i NOAH kan halvere byers forureningsudledning til Østersøen. Som et resultat af projektet vil oplandsbaseret regn- og spildevandsplanlægning blive afprøvet og tilpasset til byplanlægningsprocedurerne i de enkelte partnerbyer. NOAH konceptet bliver skalerbart, så det vil kunne bruges til ethvert byområde omkring Østersøen. Aktiviteterne vil blive integreret i byernes og forsyningsselskabernes daglige drift og planlægning for at afbøde konsekvenserne af det forandrede klima og for at få en renere Østersø.