Målemetoden blev afprøvet i ASDEX Upgrade, der står hos Max-Planck-Institut für Plasmaphysik i Tyskland.

En milepæl på vej mod fusionsreaktoren er nået

Energi Fysik Energisystemer

Forskere fra DTU Fysik har udviklet en målemetode, der kan blive et vigtigt redskab i arbejdet med plasmafusionsreaktorer. Teknologien er dog endnu nogle år fra at være flyvefærdig.

”Et lille, men vigtigt, skridt.”

Sådan beskriver sektionsleder Volker Naulin den måleteknologi, som forskere fra Sektionen for Plasmafysik og Fusionsenergi ved DTU Fysik har udviklet. Målemetoden giver et bedre indblik i kernen af en plasmafusionsreaktor, og den viden er nødvendig for at kunne drive større og mere stabile reaktorer, der i fremtiden skal kunne levere bæredygtig elektricitet.

”Tidligere var det kun muligt at analysere på de hurtige partikler, der var fløjet væk fra plasmakernen. Nu kan vi kigge direkte ind, hvor tingene sker, og på den måde se, hvordan partiklerne opfører sig,” siger Volker Naulin. 

Forskergruppen håber nu at få lov til at implementere målemetoden i ITER-eksperimentet, der er et internationalt samarbejde om at skabe en effektiv fusionsreaktor i stor skala. Fusionsteknologien er udfordrende, fordi den kræver en meget høj temperatur og indtil videre er fusionsplasmaer ret kortlivede. ITER er under opbygning i Frankrig og skal kunne producere fusionsenergi omkring år 2020.

”I mange år har man sagt, at fusionsreaktoren var 20 år ude i fremtiden. Men nu har vi i Europa en konkret og realistisk køreplan der siger, at vi omkring år 2050 kan have funktionsdygtige fusionsreaktorer på energimarkedet,” siger Volker Naulin.

Læs mere om den nye målemetode og forskningen i fusionsreaktorer her (engelsk).