Randi Juel Olsen og Esben Østergaard Hansen arbejder med genanvendelse af aske i byggematerialer. Her med resterne af betonprøver, de har trykafprøvet. Foto: Thorkild Christensen

Nyt undervisningskoncept styrker uddannelse og forskning

Byggematerialer
DTU Byg har udviklet et nyt undervisningskoncept, hvor studerende arbejder i såkaldte projektfamilier og dermed angriber samme tema fra forskellige vinkler. Det giver bedre studenterprojekter og bedre bidrag til forskningen.

DTU Byg er antallet af projektstuderende på diplom-, bachelor-og kandidatniveau vokset til 300-400 om året. Mange af de studerende ønsker at arbejde med innovative projekter, hvor de kan bidrage til forskningen og til at udvikle nye løsninger. Det koster mange ressourcer, og derfor har DTU Byg udviklet konceptet ’projektfamilier’, hvor de studerende enten fokuserer på forskellige – men beslægtede – delproblemer eller angriber den samme problemstilling fra forskellige sider. Det er der kommet gode erfaringer ud af.

”Projektfamilierne har den klare fordel, at de studerende når længere, prøver flere ting og bliver mere professionelle i deres afrapportering,” siger Per Goltermann, vicedirektør og uddannelsesansvarlig på DTU Byg.

”Derudover præsenterer de deres projekter bedre, ligesom deres resultater i langt højere grad kan anvendes i vejledernes forskning og industriens innovation. Spørgeskemaundersøgelser viser også, at de studerende vurderer denne arbejdsform som meget attraktiv og klart medvirkende til, at deres projekter bliver en succes.”

Samarbejde udfordrer

Randi Juel Olsen og Esben Østergaard Hansen skrev begge bachelorprojekt som del af en projektfamilie, og nu bruger de igen projektfamilien i arbejdet med kandidatspecialet. At arbejdet i projektfamilierne er godt givet ud, kan de begge nikke genkendende til.

”Når man er i en projektfamilie, får man flere vinkler på sit arbejde. Man når mere på kortere tid, fordi man hele tiden bliver udfordret i sin måde at tænke på. Hvis man sidder alene med sit projekt, går det bare langsommere,” siger Randi Juel Olsen.

Esben Østergaard Hansen tilføjer, at det er rart at kunne sparre med nogen på samme stadie som en selv.

”Andre i projektfamilien har måske lavet en undersøgelse om netop det, man selv sidder med, og så kan man spørge dem om hjælp. Det er lidt mere uformelt end at tage fat i f.eks. en laborant eller en vejleder,” siger han.

Bidrager til forskningen

Ca. 50 studerende har været eller er projektfamiliemedlemmer inden for et af DTU Bygs faglige udviklingsområder, ZeroWaste Byg, der handler om at genanvende industriaffald som vedvarende ressource i nye, bæredygtige byggematerialer. To af dem er Randi Juel Olsen og Esben Østergaard Hansen. Emnerne for deres projektfamilie kredser om reduktion af cementforbruget i beton, hvor forskellige asketyper er testet anvendt som cementerstatning eller microfiller, f.eks. træasker, slamasker og halmasker.

”Projektfamilierne fungerer rigtig godt for vores studerende. De bruger hinandens faglighed i grupperne og bidrager samtidig til nye løsninger inden for området. De studerendes resultater er så interessante, at 50 procent af projekterne allerede er blevet anvendt i videnskabelige konferenceartikler. Desuden bliver resultaterne fra projekterne brugt aktivt af udviklingsområdets fire ph.d.-studerende i deres forskning,” fortæller professor Lisbeth M. Ottosen, som er ansvarlig for udviklingsområdet ZeroWaste Byg.

Arbejdet i udviklingsområdet ZeroWaste Byg har ledt til flere patenter og et voksende samarbejde med industrien om innovative tiltag. Senest er Lisbeth M. Ottosen blevet udnævnt som professor inden for området.