Tyra Vest, Nordsøen, 2009.

Forskningscenter skal finde den sidste olie

Råstoffer og råstofudvinding Fossile brændsler Energi
Dansk Undergrunds Consortium er parat til at investere op mod 1 mia. kr. over ti år i et nyt nationalt forskningscenter for olie og gas på DTU.

Et nyt nationalt forskningscenter for olie og gas er undervejs. Centerets hovedaktiviteter kommer til at ligge på DTU. Forskningscenteret skal på tværs af universiteter og fagområder sikre nye teknologier, der øger olie- og gasindvindingen i Nordsøen. Dansk Undergrunds Consortium (DUC) vil finansiere centeret. På Brancheforeningen for Olie- og Gassektoren i Danmarks konference Oil & Gas Summit 2013 i september oplyste direktør i Maersk Oil Jakob Thomasen, at der kan blive tale om, at DUC-partnerne investerer op mod 1 mia. kr. i forskningscenteret over en tiårig periode. Ifølge de foreløbige planer vil centeret blive indviet i 2014, og når det er fuldt etableret, forventes det at beskæftige op mod 100 personer. 

I dag indvindes i gennemsnit 28 procent af de danske olie- og gasreserver i Nordsøen. Ifølge Energistyrelsens beregninger vil Danmark i 2020 ikke længere kunne indvinde olie nok fra Nordsøen til at dække energibehovet. Og de grønne teknologier vil ikke kunne erstatte den manglende olieindvinding og forsyne Danmark med den nødvendige energi. Danmark vil derfor blive nettoimportør af olie, medmindre indvindingsgraden i Nordsøen øges. Det kræver ny viden og ny teknologi at opnå en bedre udnyttelse, og det er denne udfordring, det nye nationale forskningscenter skal tackle. 

Fire indsatsområder 

Forskningscenteret vil fokusere på fire indsatsområder, som har central betydning for at kunne øge indvindingen af olie og gas:

Karakterisering af olie- og gasreservoirer, øget olie- og gasindvinding, boreog produktionsteknologi samt produktionsfaciliteter og materialeteknologi. 

Det første skridt til at definere forskningsindholdet i de fire indsatsområder blev allerede taget i september, da omkring 50 forskere fra DTU, Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og GEUS mødtes på DTU. 

Nye uddannelser 

Ud over forskning bliver uddannelse også en vigtig opgave for centeret. Det overordnede mål er at øge antallet af højt kvalificerede personer til den danske olie- og gasindustri. Centeret skal bl.a. stå for etablering af nye uddannelser og kurser i samarbejde med landets øvrige universiteter.