Inauguration at DTU Biosustain

HKH Prins Joachim var imponeret over DTU Biosustain

Den 17. november klippede Hans Kongelige Højhed Prins Joachim snoren over til en ny bygning på DTU, der huser The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability – DTU Biosustain. Prinsen var meget interesseret i centrets forskning, og han afslørede endda sin egen biologikarakter fra skoletiden.

Solen lyste det store atrium i Bygning 220 op, idet Hans Kongelige Højhed Prins Joachim trådte ind. Anledningen til det royale besøg var den officielle indvielse af The Novo Nordisk Foundation Center for Biosustainability – DTU Biosustain – på DTU Campus i Lyngby.

DTU Biosustain blev grundlagt som et forskningscenter på DTU i 2011 baseret på en generøs bevilling fra Novo Nordisk Fonden (NNF) på over 1,1 mia. kroner. Centret blev etableret for at udvikle "cellefabrikker" - celler som gær og E. coli, som er designet til at producere store mængder værdifulde kemikalier, plastic, medicin og fødevareingredienser på en bæredygtig måde.

Biologi er afgørende for ingeniører og Danmark

Den første taler ved indvielsen var rektor for DTU Anders Bjarklev, der understregede betydningen af privat finansieret forskning:

"Privat finansiering er afgørende og vil garantere vækst og velfærd i vores land," sagde han og fortsatte: "DTU Biosustain vil spille en central rolle i vores udvikling af Life Science og Bioengineering, og det står klart for alle, at biologi er en af de grundlæggende videnskaber for ingeniører i dag."

Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs takkede også NNF og understregede Danmarks position inden for Life Sciences:

"Så tillykke til DTU og til alle os, der vil få gavn af de banebrydende resultater"
Uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs

"Danmark er med blandt biotek-eliten, og over 35.000 mennesker er i dag beskæftiget indenfor bioteknologi," sagde hun og sluttede sin tale med ordene:

"Så tillykke til DTU og til alle os, der vil få gavn af de banebrydende resultater."

Centeret fik ros

Sten Scheibye, bestyrelsesformand i Novo Nordisk Fonden, roste i sin tale samarbejdet mellem fonden og centeret:

"Som bevillingsgiver kunne NNF ikke have ønsket sig en bedre partner," sagde han.

Bernhard Palsson, administrerende direktør for DTU Biosustain, afrundede talerne med disse ord:

"Jeg håber, at center vil bidrage til DTU’s stærke lederskab indenfor bioteknologi."

Prinsen fik 11 i biologi

Efter talerne blev HKH Prins Joachim overrakt en stor gylden saks. Langsomt skar han båndet over og indviede dermed officielt Bygning 220.

Prinsen, minsteren og andre prominente gæster fik derefter en rundvisning i bygningen. Her gav chef for Analytical Core Facility Hanne Bjerre Christensen, samt professor Morten Sommer og seniorforsker Tilmann Weber en introduktion til henholdsvis analysemetoder og cellefabrikker.

Prinsen var meget interesseret i videnskaben, især i en lille DNA-sekventeringsmaskine på størrelse med en sprittusch. Prinsen og Tilmann Weber spøgte med, at den rivende udvikling indenfor biotek, hvor en organismes DNA allerede nu kan afkodes på en nat, snart vil betyde, at forskerne kan koble maskinen til en app og fjernstyre afkodningen med deres smartphone.

Prinsen afslørede senere på turen, at han fik 11 i biologi i skolen. Dagen blev rundet af med en reception for både de eksterne gæster, centerets samarbejdspartnere og medarbejdere.

Fakta om bygning 220

Foto: DTU

 

• Bygherre: DTU
• Bygherrerådgiver: Niras
• Arkitekt og totalrådgiver: Vilhelm Lauritzen Arkitekter
• Landskab: GHB Landskab
• Hovedentreprenør: BAM Danmark
• Ingeniør: MOE
• Areal: 12.300 m2
• Højde (fra terræn på Kemitorvet til tag): knap 30 meter.
• Byggesum: 315 mio.
• Byggeperiode: juni 2015 - juli 2016
• Vilhelm Lauritzen Arkitekter, ingeniørfirmaet MOE og GHB Landskabsarkitekter har sammen stået for udformningen af den nye bygning.
• Deres vision for byggeriet var, at bygningen i kraft af sit design og funktionalitet skal kunne tilbyde fagligt stimulerende omgivelser, hvor ansatte og besøgende oplever, at de opholder sig i et forskningsmiljø i international topklasse.
• Bygningen indeholder flere højt avancerede forskningslaboratorier til avanceret bioteknologisk forskning.
• Generelt er DTU’s udearealer præget af skifer, egetræ og grønne flader – et udtryk som går igen i denne bygning, dog med en vis nyfortolkning. For eksempel er trappen fra kantinen op til næste sal udført i poleret in-situ beton, hvilket vil sige, at det er støbt på stedet.