Temperaturregulerende dyne, der lindrer kløe hos børn med atopisk eksem (børneeksem) ved hjælp af materialer fra NASA rumdragter og teknikker fra bl.a. ADHD-behandling sikrede studerende fra diplomingeniøruddannelsen projektstøtte fra LEO Pharma.Foto: Thomas Hjort Jensen

High tech-dyne kan lindre børneeksem

torsdag 09 nov 17
|
af Thomas Hjort Jensen, Jesper Spangsmark

Kontakt

Kirsten From
Adjunkt
DTU Diplom

Tre diplomingeniørstuderende har udviklet en kløestop-dyne med materialer fra NASA’s rumdragter. Nu får projektet støtte til videreudvikling.

Udbredelsen af atopisk eksem, også kendt som børneeksem, er eksploderet de seneste 50 år, og i dag lider 20 procent af alle børn i større eller mindre grad af sygdommen. Især den natlige kløe er et stort problem. Tre DTU-studerende har nu udviklet en højteknologisk dyne, der kan afhjælpe nogle af generne, og den er udvalgt blandt 300 andre projekter til at få økonomisk støtte til den videre udvikling.

Børneeksem kommer bl.a. til udtryk i form af rød og irriteret hud, sår og flækkede øreflipper. Og selvom tre ud af fire børn vokser fra det med alderen, kan sygdommen sætte eftertrykkeligt præg på opvæksten. Især den natlige kløe er et invaliderende problem: Når nattesøvnen forstyrres i større grad, rammer det nemlig også koncentration, indlæringsevne og den generelle trivsel.

Derfor udskrev LEO Innovation, en forskningsenhed under LEO Pharma, tidligere på året en projektkonkurrence for studerende om udviklingen af en praktisk eller digital løsning, der kan lindre generne for de mange, der lider af en hudsygdom.

Ud af de 300 ansøgninger udvalgte LEO Innovation ét projekt, som de ville støtte økonomisk og bistå i udviklingen: En dyne, der kombinerer rumteknologi med erfaringer fra bl.a. ADHD-behandlingen. Bag projektet står de tre diplomingeniørstuderende Simone Ellebæk Nielsen, Valdemar Batory Østergaard og Frederik Kragh Brandt. Dynen er deres 3. semester-projekt på uddannelsesretningen Proces og Innovation.

"Vi kiggede på mange forskellige steder, hvor vi kunne gøre en forskel for børn med eksem – kosten, skolegården, indholdet af cremer osv. Men valget faldt på dynen, fordi en væsentlig årsag til hudirritation og dermed kløe hos børn med atopisk eksem er, at dyner ikke kan være varme nok uden periodevis i løbet af natten at blive for varme. Huden danner sved ved temperaturer over 30 grader, og når det sker, blusser hudirritationen op. Derfor oplever mange, at problemet er størst om natten, og at det ødelægger nattesøvnen,“ forklarer Simone Nielsen.

"20% af alle børn lider i dag i større eller mindre grad af atopisk eksem."

Photo: Thomas Hjort Jensen

NASA og ADHD
Spørgsmålet var bare, hvordan sådan en dyne skulle se ud. De to firebogstavsforkortelser, NASA og ADHD, gav tilsammen svaret:

For at løse astronauternes problemer med ekstreme varme- og kuldepåvirkninger i rummet udviklede NASA i 2010 materialet ’Outlast’. Outlast optager, gemmer og frigiver varme og skaber på den måde et såkaldt termoneutralt miljø. Samtidig har forsøg med behandling af bl.a. ADHD vist, at tryk og berøring af huden kan aflede eller lukke for andre signaler i nervebanerne (’gate-controlteori’). Ved at kombinere de to elementer opnåede gruppen at angribe problemet fra to sider samtidig.

Gruppen etablerede et testsamarbejde med familier, der var ramt af atopisk eksem, og på den måde kunne de – efter at have udskiftet materialet på undersiden af en almindelig dyne med Outlast – konstatere, at temperaturen ved hudoverfladen i løbet af natten stabiliserede sig på tæt på 30°C – under varmegrænsen for hudens svedproduktion.

Jernkæder og fokusgrupper
Herefter eksperimenterede gruppen med at tilføje kæder af rustfrit stål inde i dynen, som kunne trykke på og stimulere huden på en måde, der reducerede kløen.

En gate-controlling/termoneutral prototype blev igen testet hos fokusgruppefamilier, og foreløbige testresultater peger på, at dynen har potentiale til at reducere problemerne og have en positiv indvirkning på nattesøvnen:

"De mange familier, som vi har fået kontakt med gennem projektet, og som har problematikken tæt inde på livet, har leveret værdifuld information, som har ført til nye design og løsninger. Når de afsluttende test er fuldført, vil produktet være klar til lancering,“ slutter Valdemar Østergaard.

Relaterede Videoer  

Vis flere