DTU

Internationale DTU-kandidater er en guldgrube for Danmark

DTU’s internationale kandidater bidrager med mange millioner til det danske samfund. Det viser en undersøgelse fra konsulenthuset Damvad Analytics.

De fleste af de internationale studerende, der kommer til Danmark for at uddanne sig til ingeniører på DTU, bliver i landet efter endt eksamen og bidrager med store beløb til den danske samfundsøkonomi. En analyse fra konsulenthuset Damvad Analytics viser, at 800 internationale kandidater, som dimitterede fra DTU i perioden 2007-2011, hver har bidraget med 1,2 mio. kr. til samfundsøkonomien.

Analysen præsenteres på DTU’s Forsknings- og uddannelsespolitiske topmøde onsdag 4. oktober.

DTU har ligesom andre danske universiteter mange internationale studerende og medarbejdere. Analysen er gennemført på baggrund af den diskussion, der med jævne mellemrum dukker op i medierne og den politiske debat om udenlandske studerende. De ses ofte som en samfundsøkonomisk byrde, dels fordi en del af dem kan få SU, dels fordi det antages, at de fleste forlader landet igen efter endt uddannelse.

"Faktisk burde vi være jublende lykkelige over, at mange udlændinge ønsker at studere i Danmark"
Anders O. Bjarklev, rektor, DTU

Men DTU’s analyse viser, at knap 60 procent af de internationale studerende stadig i landet et år efter dimissionen, og at 72 procent af dem er i fuldtidsbeskæftigelse. Gennem de otte år, analysen strækker sig over, falder dimittendernes tilstedeværelse i Danmark langsomt, så der efter otte år er 40 procent af dimittenderne stadig i landet. På det tidspunkt er til gengæld 85 procent af dem fuldtidsbeskæftigede.

Det samfundsøkonomiske regnskab viser, at de 800 studerende i gennemsnit hver har bidraget med 1,2 mio. kr. mens de har været i Danmark. På plussiden tæller lønudbetalinger, skattebetalinger, moms og punktafgifter. Til gengæld er de offentlige udgifter til kontanthjælp, dagpenge, sundhedsudgifter, SU og udgifter til selve uddannelsen trukket fra.

”Faktisk burde vi være jublende lykkelige over, at mange udlændinge ønsker at studere i Danmark. Og ikke bare fordi vi som samfund tjener gode penge på dem, men også fordi de også på andre måder skaber værdi for samfundet,” siger DTU’s rektor Anders Bjarklev.

”Myter om udlændinge har alle dage været svære at få bugt med. Men jeg håber, at vores undersøgelse kan bidrage til at gøre debatten om de udenlandske studerende mere nuanceret.”