Nyt center skal teste store og små konstruktioner

tirsdag 07 nov 17

Kontakt

Henrik Stang
Vicedirektør, professor
DTU Byg
45 25 17 35

Kontakt

Kim Branner
Seniorforsker
DTU Vindenergi
46 77 54 70
7. november blev DTU’s nye center til avancerede test af strukturer og materialer indviet. Villum Fonden har doneret 76 mio. kr. til centeret.

Det nye Villum Center for Advanced Structural and Material Testing (CASMaT) samler DTU’s kompetencer inden for eksperimentel mekanik og rummer flere nybyggede og helt unikke forskningsfaciliteter. På Lyngby Campus får centeret nye muligheder for forskning i bygningskonstruktioner og materialer på flere skalaer. På Risø Campus skal den nyopførte Large Scale Facililty bruges til test af store strukturer som f.eks. vindmøllevinger.

Centeret er blevet til på baggrund af en donation fra Villum Fonden på 76 mio. kr. Ved indvielsen 7. november deltager foruden DTU’s rektor, Anders Bjarklev, direktør i Villum Fonden Lars Hansen, teknisk direktør i Femern A/S Henrik Christensen, og Roskilde Kommunes borgmester, Joy Mogensen.

”Bevillingen fra Villum Fonden har givet DTU mulighed for at etablere nye og enestående faciliteter, hvor man kan teste materialer og konstruktioner i størrelsesordenen fra mikroniveau over udsnit af konstruktioner til hele fuldskala. Det giver mulighed for at få en mere grundlæggende forståelse af, hvordan forskellige materialer og konstruktioner opfører sig, og dermed optimere konstruktionerne og brugen af dem,” siger Henrik Stang, centerleder for Villum Center for Advanced Structural and Material Testing.

"Bevillingen fra Villum Fonden har givet DTU mulighed for at etablere nye og enestående faciliteter, hvor man kan teste materialer og konstruktioner."
Henrik Stang, centerleder

Nye testmetoder

Indvielsen foregår i Large Scale Facililtys store testhal med plads til tre vindmøllevinger i forskellige størrelser. Den første store vinge, der skal testes, kommer fra Siemens Gamesa Renewable Energy i Aalborg. Den er 49 meter lang, og for at få den ind på området har man måttet anlægge en særlig stikvej uden om portvagten.

49 meter-vinger anvendes til middelstore møller. De største møllevinger er helt op til 90 meter lange, men dem er der ikke plads til i Large Scale Facility. Her er formålet dog heller ikke at udføre kommercielle test, men at forske i og udvikle nye testmetoder, som industrien vil kunne skalere op. 

Vingerne udsættes både for en træktest, hvor de tippes op til loftet i det 13 meter høje rum og bøjes ned, til de eventuelt går i stykker, og en udmattelsestest, hvor de sættes til at svinge både lodret og vandret. Normalt foregår dette i to arbejdsgange, men vindens kræfter er i virkeligheden langt mere komplicerede, og den kompleksitet er udstyret i den nye facilitet forberedt til at kunne simulere.

Det første store projekt i Large Scale Facility, 'Blatigue', fokuserer således netop på at udvikle hurtigere og mere effektive metoder til udmattelsestest, og det forventes at kunne bringe danske forskere op blandt de førende i verden på området.

Relaterede Videoer  

Vis flere