André Rogaczewski og fmd. for TeknologipagtRådet og erhvervsminister Brian Mikkelsen afprøver øjenstyring fra DTU startup Obital. Foto: Mikal Schlosser

DTU er ambassadør for teknologisk og digital fremtid

DTU deltager i Teknologipagten for at styrke uddannelser i teknologi, it, ingeniørkundskab, naturvidenskab og matematik.

To startup-virksomheder fra DTU og astronaut Andreas Mogensen på video optrådte som rollemodeller for Teknologipagten på Experimentarium i Hellerup tirsdag. Teknologipagten blev lanceret af fire ministre fra regeringen, og som ambassadør for pagten forpligter DTU sig til at indfri konkrete mål, der bidrager til at ruste flere danskere med tekniske og digitale færdigheder, også kaldet STEM-kompetencer.

”Teknologipagten er en vigtig begivenhed for Danmark, fordi vi langt om længe samler kræfterne om at få uddannet nogle flere med STEM-kompetencer. Det gælder hele vejen igennem uddannelsessystemet. Derfor er det vigtigt, at Teknologipagten er skruet sammen, så vi får en indsats, der griber fat i folkeskolen og fortsætter helt op til efter ph.d.-niveau, og videre i et vidt forgrenet samarbejde med erhvervslivet,” siger Anders Bjarklev, rektor på DTU.

Teknologipagten blev tiltrådt af op mod 50 partnere og ambassadører og 200 ledere fra erhvervslivet, undervisnings-, uddannelses- og forskningsverdenen deltog i eventen. I regeringen underskrives Teknologipagten af Erhvervsministeriet, Uddannelses- og forskningsministeriet, Undervisningsministeriet og Beskæftigelsesministeriet.

Efter eventen fik erhvervsminister Brian Mikkelsen og formand for TeknologipagtRådet og CEO i Netcompany, André Rogaczewski, indsigt i ny teknologi fra de to DTU startup-virksomheder VenomAid og Obital, som udvikler henholdsvis hurtig diagnostik af ofre for slangebid og øjenstyring via mobiltelefonen.

Som ambassadør forpligter DTU sig til at øge optaget af ingeniørstuderende, blandt andet ved at etablere nye uddannelser målrettet fremtidens arbejdsmarked. I 2018 udbyder DTU to nye civilbacheloruddannelser, 'Bæredygtigt Energidesign' og 'Kunstig Intelligens og Data', samt en kandidatuddannelse i Datadesign og Optimering (Business Analytics).

DTU vil udvide indsatsen for at rekruttere kvinder, særligt på IT-området, og endelig vil DTU i 2018 styrke samarbejdet med virksomheder og organisationer om en indsats, der gør det lettere for færdiguddannede internationale studerende at få beskæftigelse i danske virksomheder.

Målet for Teknologipagten er, at der i 2020 vil være mere end 150.000 børn, unge og voksne og 250 virksomheder engageret i pagten, og at der om 10 år skal være uddannet 20 procent eller ca. 10.000 flere på de videregående uddannelser inden for STEM-området.