Johanne Parelius og Julie Storm Høgsbro med hver deres Kyst Is lavet af tang, bær og frugter fra Skandinavien. Foto: Mikal Schlosser

De har bevist at man kan lave lækker is af tang

fredag 16 feb 18

Kontakt

Julie Storm Høgsbro, kandidatstuderende, Fødevareteknologi på DTU, juliehoegsbro@gmail.com
Johanne Parelius, kandidatstuderende, Industriel Design på NTNU, johanneparelius@gmail.com

To studerende skabte en is lavet af tang, bær og frugter fra Skandinavien og vandt en konkurrence for innovative og bæredygtige fødevarer.

”Jeg har lært rigtig meget af Blue Dot-kurset for innovative fødevarer - ikke mindst om industrien og det virkelige liv. Man lærer at bruge det, man har lært, til at lave et produkt."

Begejstringen er ikke til at tage fejl af, når Julie Storm Høgsbro udtaler sig om det Blue Dot-kursus, hun gik på i efterårssemestret. Blue Dot-projekter er netop kendetegnet ved, at de studerende arbejder med at bruge deres ingeniørviden til at udvikle noget, som kan bruges i virkeligheden. Og hendes og makkerens produkt, Kyst Isen, havde ifølge dommerne så stort potentiale, at det vandt den danske Ecotrophelia-konkurrence for innovative og bæredygtige fødevarer.

Man kan komme med en idé fra et tidligere kursus, men Julie Storm Høgsbro, som er kandidatstuderende på Fødevareteknologi, og Johanne Parelius, som var på udveksling fra Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, NTNU, startede på bar bund. Det eneste de vidste, var, at Julie ville udvikle et produkt af ingredienser, der ikke bliver brugt så meget, og Johanne havde lyst til at lave noget, der var gastronomisk anderledes.

Deres første idé var at lave en is af bananer, som ikke kan sælges, fordi de har fået brune pletter. Den faldt dog på, at bananer ikke har et batchnummer, så de kan spores tilbage til importøren. Derefter talte pigerne om, hvor man kunne finde alternative ressourcer til at brødføde den stigende befolkning. Det kunne måske være i havet, tænkte de, og kom på den måde frem til tang, en ressource med masser af potentiale, men ikke så kendt hos forbrugerne endnu.

”Folk tænker nok mest på tang som noget, der ligger på stranden og lugter, ikke som noget, der er lækkert at spise. Men alle kan få lyst til en is, når det er varmt; folk er ikke så bange for is, så vi forestillede os, at man ret nemt kunne få dem til at prøve en is med tang,” forklarer Julie.

Tre slags sodavandsis

 Pigernes brainstorming resulterede i hele tre forskellige is – en rød, en gul og en grøn, alle med en smule tang, forskellige bær og frugter fra de skandinaviske lande og en hel masse æblemost.

Den røde is er lavet på algen dulse, der ifølge Julie har en cremet, lækker smag, som forstærkes af en blommepuré. Den gule er mere syrlig, lavet med havtorn og sukkertang. Og den grønne er lidt mojito-agtig på grund af sit indhold af vandmynte og stikkelsbær. Den indeholder også den sødlige alge spirulina, som importeres fra Mellemamerika og altså er den eneste ikke-nordiske ingrediens.

Bag de tre is ligger selvfølgelig mange eksperimenter med smag og konsistens. Da pigerne selv var tilfredse, testede de dem blandt andet på et panel af potentielle købere.

Der var meget blandede meninger om isen, nogle kunne slet ikke lide den, andre ville straks vide, hvornår de kunne købe den. Der var dog tilstrækkeligt med positive tilbagemeldinger til, at pigerne ville gå videre med udviklingen. Og da det også lykkedes dem at få firmaet Nordisk Tang gjort så interesseret, at de fik lov til at bruge deres logo på emballagen, begyndte Kyst Isen at ligne et vinderprodukt. 

Ecotrophelia

Eksamen i Blue Dot-kurset om fødevarer er konkurrencen Ecotrophelia, som holdes i DTU' innovationshub, DTU Skylab. Deltagere fra andre danske universiteter er velkomne, men denne gang stillede kun tre DTU-hold op. Og Kyst Isen vandt over en insektbar og et indtil videre hemmeligt produkt.

”Jeg tror, dommerne lagde meget vægt på, om man havde en mulighed for at få produktet ud i industrien, og om det var salgbart. Men de gik selvfølgelig også op i, om smagen, emballagen og varedeklarationen var i orden,” siger Julie.

”Vi havde som sagt Nordisk Tang på emballagen sammen med Ø-mærket og ordene nordisk og bæredygtigt, og det talte alt sammen til vores fordel.”

Med trofæet i hus var vejen banet for en tur til London, hvor den europæiske Ecotrophelia-konkurrence skulle foregå. Her kom Kyst Isen under 15 dommeres kritiske blik - og tabte til en avocado-smoothie, en blomkålssushi og en valledrik med bærsmag.

Kyst Isen kan dog godt have en fremtid. Det må bare vente, til pigerne har færdiggjort deres uddannelse. Hvis isen skal drives ud på markedet, kræver det nemlig mere tid, end man har som studerende, mener Julie.

”Vi skulle nok starte med at tale mere konkret med Nordisk Tang og eventuelt andre sponsorer. Og så tænker jeg, at vi skulle ud at lave nogle popup-boder på stranden. Navnet er nok heller ikke optimalt. Kyst Is skal jo efter reglerne staves i et ord. Men Kystis skulle jo nødig ende med at blive til Kys-tis!”


Relaterede Videoer  

Vis flere