Netværk og relationer kan være afgørende for, at virksomheder klarer sig godt. Foto: Net-Sights

Værktøj spotter netværk i dansk cleantech-industri

Informationsteknologi
Projektet Net-Sights bruger big data til at finde usynlige - og nogle gange usandsynlige - samarbejdspotentialer, som kan skabe vækst i dansk cleantech-industri.

Net-Sights er en åben datadrevet platform, som skaber overblik over de netværk og aktører, der findes inden for bæredygtig produktion i Danmark. Platformen er udviklet som en web-app af en gruppe på DTU Management Engineering med professor Anja Maier som projektleder og stilles til rådighed for virksomheder, brancheorganisationer, konsortier og forskere. Web-appen gør det bl.a. muligt for cleantech-industrien at finde usynlige og nogle gange usandsynlige samarbejdsmuligheder, der kan booste væksten.

Motoren i Net-Sights er mapping af alle tilgængelig data fra i første omgang danske cleantech-virksomheder. Platformen kortlægger ikke blot, hvad virksomhederne producerer, men også hvordan de producerer, hvem de allerede samarbejder med, og hvilke ekspertiser og teknologier driften kræver. På den baggrund ’lærer’ Net-Sights-platformen, hvordan forskellige brancher samarbejder i dag, og hvad deres behov er - for derefter at analysere sig frem til samarbejdsrelationer med vækstpotentiale.

”Platformen indsamler de enorme mængder af tilgængelige data, som moderne virksomhedsdrift genererer, og søger på parametre som kompetencer og teknologier for derefter at bruge data til at identificere potentielle samarbejdspartnere, nye markeder og udviklingsmuligheder og matche organisationer på tværs af fagekspertiser og størrelser,” forklarer postdoc og projektkoordinator Pedro Parraguez Ruiz. 

Vækst er gemt i relationerne

Netop muligheden for at indgå i de helt rigtige relationer kan være afgørende for fremtidig konkurrenceevne:

”Faktisk er det et fællestræk for mange af verdens rigtig store virksomheder, at deres vækst bl.a. skyldes strategisk vigtige samarbejdsrelationer, som ofte kan tilskrives heldige omstændigheder,” siger Pedro Parraguez Ruiz.

F.eks. kan Novo Nordisks succes ifølge Pedro Parraguez Ruiz blandt andet spores tilbage til to ting, som der altid har været rigeligt af i Danmark: Bryggerier og svinebrug. Bryggerierne har bidraget med teknisk viden om fermentering til brug for fremstilling af kunstig insulin, mens adgangen til rigelige mængder af bugspytkirtler fra svin gør Danmark til et ideelt sted at studere insulin. Disse ved første øjekast usandsynlige relationer har været centrale for medicinalvirksomhedens vækst og udvikling.

”I Novo Nordisks tilfælde kan man sige, at det har været heldigt for virksomheden, at den ligger i Danmark. Ved at forudse behov for relationer vil vi give danske cleantech-virksomheder og -projekter mulighed for så at sige at planlægge deres held. Net-Sights identificerer samarbejdspartnere og netværksrelationer med vækstpotentiale og giver cleantech-virksomheder mulighed for at udvikle deres forretning efter det,” uddyber professor og projektleder Anja Maier.

Godt modtaget

Fordi projektet på én gang er erhvervsrettet og direkte kommercielt anvendeligt – værktøjet kan f.eks. bruges som web-app – har det også været genstand for stor interesse i industrien allerede fra start:

”Idéen bag projektet og dets store anvendelighed i form af en åben platform er blevet rigtig godt modtaget, og platformen bruges allerede flere steder i cleantech-industrien. Derfor er det også målet at udvikle videre på platformen og udvide anvendelsesområderne til f.eks. også at omfatte andre industrier og til at fungere på projekt- og produktniveau,” siger Anja Maier.