Energi- og forskningspolitisk konference

mandag 12 mar 18

Mandag den 9. april inviterer DTU til energi- og forskningspolitisk konference.

I år afholder DTU energi- og forskningspolitisk konference i FN Byen. Formålet med konferencen er at stille skarpt på regeringens og Folketingets forventninger til energiaftalen og energiforskningens rolle i at fastholde Danmarks styrkepositioner på energiområdet.

Til konferencen vil politikere, energiforskere og virksomheder diskutere energiforskningens rolle i fremtiden. Regeringen lægger nemlig op til, at der forhandles en ny energiaftale i foråret og ligeledes skal Folketinget i 2018 træffe beslutning om bevillingsniveauet for de kommende års energiforskning.

”Danmark er i den internationale verdenselite inden for energiforskning, eksport af energiteknologi og grøn omstilling,” siger forskningsdekan på DTU, Katrine Krogh Andersen, og fortsætter:

”Men den position er truet disse år, hvor bevillingerne til energiforskningen i Danmark siden 2010 er reduceret kraftigt. Samtidig er der et globalt øget fokus på energiforskning og udvikling af teknologer. Så spørgsmålet er, hvordan vi sikrer, at både den langsigtede energiforskning og de virksomhedsnære demonstrationsprojekter får en rolle fremover.”

Det vil energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt, en række politikere, repræsentanter fra virksomheder og energiforskningsmiljøer forsøge at finde svar på.

Blandt deltagerne vil også være repræsentanter fra internationale energi- og klimamiljøer, der giver et indblik i globale trends inden for energiforbrug- og produktion og de globale klimaudfordringer.

Konferencen afholdes i FN Byen Marmorvej 51, 2100 København Ø fra 8-13.

Alle er velkomne, men tilmelding er nødvendig: http://www.tilmeld.dk/DTUenergikonference