Cassini flyver ind i Saturn's atmosfære 15. september 2017. (Illustration: NASA)

Sådan dør rumsonden Cassini i dag 1,5 mia. km fra Jorden

Rumforskning
I dag udsendes det sidste signal fra rumsonden Cassini, før den brænder op i planeten Saturns atmosfære og stumperne bliver en del af planeten. DTU har bidraget til præcis navigation af fartøjet, hvis endeligt NASA illustrerer med en lille video. 

Det ubemandede rumfartøj ender med at fordampe og gå i ét med Saturns atmosfære i dag kl. 12.30 dansk tid, 20 år efter det blev sendt i rummet.

(Se NASA's korte video om Cassinis endeligt ved at klikke på videoen i linket her).

Knap halvanden time senere når de sidste signaler ned til jorden på modtagecentret i Australien, som er den del af jorden, der aktuelt peger mod Saturn. 

"Vi har via vores senere arbejde med præcisionsnavigation og stjernekameraer til NASA's og ESA's rummissioner bidraget til at forbedre navigationen af fartøjet"
Professor, John Leif Jørgensen, DTU Space

Missionen er et samarbejde mellem rumorganisationerne NASA i USA og ESA i Europa og blev opsendt i 1997. I 2004 gik den i kredsløb om Saturn.

Cassini får blandt andet sine styrekommandoer fra jorden. DTU Space har bidraget med viden til NASA og ESA, som har forbedret fartøjets evne til at navigere.

"Vi var ikke med fra starten, da missionen blev designet i 1980'erne, for der var jeg stadig studerende på DTU. Men vi har via vores senere arbejde med præcisionsnavigation og stjernekameraer til NASA's og ESA's rummissioner bidraget til at forbedre navigationen af fartøjet ved hjælp af planetens måner. Blandt andet trækker vi på erfaringerne fra den aktuelle Juno-mission, hvor vi deltager," fortæller professor på DTU Space, John Leif Jørgensen.

Det er helt efter planen, at fartøjet suser ind i Saturn med omkring 124.000 km i timen. Missionen slutter nemlig, fordi fartøjets brændstof til styreraketter er opbrugt. 

Helt til det sidste styres fartøjet fra jorden, så dets antenner peger herned og signaler kan opfanges fra de sidste manøvrer. Der er dog en vis forsinkelse på signalerne, da Cassini befinder sig omkring halvanden milliard km fra jorden.

Oprindeligt skulle missionen have været afsluttet i 2008, men blev forlænget, fordi den fungerede så godt. Gennem årene har den indsamlet masser af ny viden om Saturn, dens måner og ringsystem.

Missionen er i øvrigt opkaldt efter den italienske astronom Giovanni Cassini.

Læs mere her om missionen her.