Nye cellefabrikker skal sikre dansk førerposition i produktionen af biologiske produkter

50.000 danske arbejdspladser inden for fermentering kan blive til mange flere når et nyt projekt revolutionerer konstruktionen af cellefabrikker og derved potentielt øger Danmarks produktion af bio-produkter markant.

Danmark har en lang tradition for at bruge genmodificerede svampe i cellefabrikker til at producere biologiske produkter. Eksempelvis udvindes insulin fra gær og industrielle enzymer fra skimmelsvampe – begge er produkter, som bidrager signifikant til den danske samfundsøkonomi. Der er derfor store muligheder, hvis svampes gode produktionsegenskaber kan udnyttes til fremstilling af andre værdifulde produkter til brug i biotek-, pharma- og fødevareindustrien. Etableringen af nye cellefabrikker er ofte tids- og ressourcekrævende og langt de fleste etableres derfor i en lille håndfuld velkarakteriserede svampearter, hvor man bruger tid og ressourcer på at optimere produktionen.

Forskere på DTU Bioengineering vil i samarbejde EVOLVA, Novo Nordisk og Novozymes indføre et paradigmeskifte for konstruktion af cellefabrikker. Projektet DIVERSIFY – En biodiversitet baseret strategi til cellefabrik konstruktion vil gøre det muligt hurtigt at teste, om en ny mikroorganisme vil være velegnet til at producere et givent produkt. På den måde kan man gå bort fra blot at optimere på de samme få mikroorganismer igen og igen og i stedet udnytte potentialet i den store genetiske variation i svamperiget. Professor Uffe Hasbro Mortensen, som står bag projektet uddyber:

”Vores hypotese er, at cellefabrikker med fordel kan laves af værter, hvis fysiologi naturligt er gearet til at producere produktet. Vi vil derfor skabe en unik svampeplatform, hvorpå man hurtigt kan lave en cellefabrik og teste sig frem til den bedste produktionsvært til det ønskede produkt.”

Metoden vil både forkorte produktionstiden og nedsætte omkostningerne markant og vil derved radikalt øge sandsynligheden for, at en ny cellefabrik når til markedet. På den måde sikres Danmarks førerposition inden for mikrobiel produktion af biologiske produkter. Senior Director på Novozymes
Carsten Hjort udtaler

"Vores hypotese er, at cellefabrikker med fordel kan laves af værter, hvis fysiologi naturligt er gearet til at producere produktet. Vi vil derfor skabe en unik svampeplatform, hvorpå man hurtigt kan lave en cellefabrik og teste sig frem til den bedste produktionsvært til det ønskede produkt."
Professor Uffe Hasbro Mortensen, DTU Bioengineering

”Bioteknologi undergår i disse år en dramatisk transformation, hvor nye metoder og teknologi kan muliggøre rentabel produktion af biologiske produkter som i dag kun kan fremstilles i små mængder. Det er afgørende for Novozymes at være helt fremme i førerfeltet inden for dette område. Det kan vi kun komme ved at arbejde sammen med kompetente partnere fra universiteter og industri. Diversify projektet danner en optimal ramme omkring dette partnerskab.”

Projektet koncentrerer sig om gær og svampe, men kan udvides til også at omfatte bakterier og planter på et senere tidspunkt. Det giver mulighed for i fremtiden at skalere metoden til andre brancher, og dermed har projektet potentialet til at forbedre Danmarks bioøkonomi i endnu højere grad.  

Innovationsfonden investerer 12,7 millioner kr. i projektet som i alt er på 31,6 millioner kr. og løber over 4 år. 

Projektet er et samarbejde mellem DTU Bioengineering, Evolva, Novozymes and Novo Nordisk