Technion, Israel Institute of Technology

Israelske Technion går ind i EuroTech-alliancen

EuroTech-alliancen får et nyt medlem for anden gang i år – denne gang israelske Technion.

Universitetsalliancen EuroTech kan igen skrive et nyt eliteuniversitet på medlemslisten, efter det i går blev annonceret, at israelske Technion tilslutter sig samarbejdet.

”Technion er det førende universitet i Israel med en lang og stærk historik inden for teknisk videnskab. Technion har et højt kompetenceniveau, tradition for et stærkt virksomhedssamarbejde, og så deler universitetet DTU’s vision om at være til gavn for samfundet. Vi glæder os til at samarbejde med dem,” siger prorektor på DTU, Rasmus Larsen.

EuroTech-alliancen blev stiftet i 2011 med det formål at løse udfordringer i samfundet og understøtte EU’s vision om smart, bæredygtig og inklusiv vækst. De oprindelige medlemmer bestod af danske DTU, tyske Technical University of Munich (TUM), hollandske Eindhoven University of Technology (TU/e) og senere schweiziske École Polytechnique Fédérale de Lausanne (EPFL).

Tidligere på året blev franske École Polytechnique (L’X) optaget i alliancen, og nu optager man så endnu et medlem, israelske Technion.

”Udvidelsen skaber nye muligheder for DTU’s forskere i forhold til at danne nye forskningskonsortier og skabe adgang til ny infrastruktur. Det giver også vores studerende mulighed for at få adgang til endnu et teknisk eliteuniversitets uddannelseselementer, kurser og studieophold,” siger Rasmus Larsen.

Men det er ikke kun DTU’s uddannelses- og forskningsmiljø, som vil få gavn af samarbejdet.

”Vi har skabt et innovations-økosystem omkring vores nu seks universiteter, som vil give DTU- spinouts og startups adgang til flere mentorer samt nye markeder og kapital i de andre økosystemer. Israel har eksempelvis et meget stærkt innovationsmiljø og mange tech-virksomheder, som er centreret omkring Technion,” siger han.

Rektorerne for universiteterne i EuroTech har længe haft en ambition om at udvide alliancen med omkring to medlemmer, som kunne matche de fire oprindelige eliteuniversiteters niveau. Dem har man fundet nu, og derfor tror Rasmus Larsen også, at udvidelsen stopper her.

”Vi mener, at EuroTech skal være en lille kreds af tekniske universiteter fra den absolutte europæiske elite, da vi hellere vil fokusere på at samarbejde i dybden frem for at udvide for udvidelsens skyld. Så vi har ingen planer om at blive ved med at vokse,” siger han.