Photo: Thomas Sjørup

Prins Joachim indviede den Nationale Vindtunnel på DTU

fredag 13 apr 18

Det var en smilende og jokende prins Joachim, der 10. april indviede den nye nationale vindtunnel, Poul la Cour, på DTU Risø Campus.

”The answer is blowin’ in the wind; nej, the answer is the wind,” sagde prinsen blandt andet i sin tale, inden han klippede den obligatoriske røde snor, der markerede den officielle indvielse af Poul la Cour Tunnel. 

Inden prinsen kom på talerstolen, havde Roskildes borgmester Joy Mogensen (S), CTO i Vestas, Anders Vedel, vicedirektør i Styrelsen for Forskning og Uddannelse Niels Christian Beier samt DTU’s rektor, Anders Bjarklev, holdt taler. 

Anders Bjarklev sagde i sin tale bl.a., at den nye vindtunnel er helt speciel. Ikke kun fordi den er blandt de største universitetsejede vindtunneler i verden, og fordi kombinationen af testmuligheder gør den til den eneste af sin slags, men også på grund af sit navn: 

”Normalt giver DTU sine bygninger numre og ikke navne. Men Poul la Cour var noget helt særligt. Han var en pioner. Derfor er navnet Poul la Cour Tunnel også en meget passende måde at hylde Danmarks første vindmøllepioner på.” 

Selv om vindtunnelen nu er blevet indviet, så kommer der til at gå endnu nogle måneder med forskellige test, før industrien for alvor kan tage den i brug. 
Vindtunnelen, der har været flere år undervejs, har kostet 85 mio. kr. Styrelsen for Forskning og Uddannelse har støttet med 40 mio. og Region Sjælland med 4 mio., mens DTU har betalt 41 mio. kr.

Relaterede Videoer  

Vis flere