foto: Peder Hjulmand Søby

Alarm giver epileptikere tryghed

Læger, forskere og en virksomhed har i samarbejde udviklet en alarm, der letter hverdagen for patienter og pårørende.

Epileptiske anfald kommer pludseligt og kan være livstruende. Men en alarm udviklet i samarbejde mellem læger, en teknologivirksomhed og forskere ved DTU Elektro forbedrer trygheden for epileptikere markant.

”De alvorligste anfald kan lamme patienten, som bliver ude af stand til at kalde på hjælp. Derfor er mange epileptikere nervøse for at forlade deres hjem. De frygter at få et anfald og komme til at ligge hjælpeløse et vilkårligt sted. Med alarmen bliver der sendt besked til en eller flere pårørende, i samme øjeblik et anfald begynder,” siger overlæge Sándor Beniczky, leder af afdelingen for Klinisk Neurofysiologi ved Epilepsihospitalet Filadelfia.

Alarmen består af to apparater; dels en sensor, som patienten bærer på armen, dels en modtagerenhed, der står i radiokontakt med sensoren. ”De pårørende har stor glæde af alarmen. F.eks. har forældre til børn med epilepsi ofte svært ved at sove. De vågner ved den mindste lyd. Var det mon et anfald? Men nu ved de, at de kun skal bekymre sig, når de får en alarm,” forklarer Sándor Beniczky.

Komplet modellering af kroppen under anfald

Bag produktet ligger et mangeårigt samarbejde, der begyndte som to uafhængige projekter.

I det ene projekt arbejdede virksomheden IctalCare på at fremstille en alarm til epilepsipatienter. IctalCare blev stiftet i 2007 som et datterselskab af Delta (i dag en del af Force Technology) og Coloplast på baggrund af et længere forskningssamarbejde om elektroniske plastre med navnet ePatch.

Det andet projekt blev også indledt i 2007, hvor lektor Helge B.D. Sørensen, DTU Elektro, etablerede et samarbejde med en række af landets førende lægelige eksperter i epilepsi, heriblandt Sándor Beniczky.

”I dette projekt gik vi grundvidenskabeligt til værks. I stedet for at gå direkte efter at udvikle en alarm ønskede vi først at indsamle en stor mængde data, som beskriver, hvad der sker i kroppen under et epilepsianfald,” siger Helge B.D. Sørensen.

"Inden for den lægelige verden er der en forståelig forsigtighed i forhold til at anbefale nye produkter, før man har opnået evidens i form af et klinisk forsøg. Det får vi meget snart."
Isa Conradsen, Clinical Research Manager, IctalCare

Her fik forsøgspersoner monteret op til 23 forskellige sensorer på arme, ben og krop. Sensorerne målte muskelaktiviteter, accelerationer i 3D og vinkelhastigheder i 3D.

”Herved opnåede vi en komplet modellering af kroppens bevægelser under både normale omstændigheder og epileptiske anfald. Det gav forståelse for, hvad der er muligt at modellere. Dette åbnede for at designe automatiske algoritmer til biomedicinsk signalbehandling, der kan afgøre, om der er anfald,” fortsætter Helge B.D. Sørensen.

Ph.d.-projekt byggede bro

Der var dog stadig et stykke vej til at kunne udvikle en alarm, understreger Helge B.D. Sørensen:

”Et stort antal sensorer på kroppen kan gå i et forsøg, men duer naturligvis ikke i hverdagen. Helst ville vi nøjes med en enkelt sensor. Heldigvis viste forskningen, at dette var muligt.”

Det lykkedes at opnå støtte, bl.a. fra fonden ’Prof. Dr. Peter und Jytte Wolf – Stiftung für Epilepsie’, til et ph.d.-projekt, hvor Isa Conradsen blev ansat i stillingen med Helge B.D. Sørensen som hovedvejleder. Efterfølgende kontaktede IctalCare Isa Conradsen:

”Virksomheden var nået frem til, at en sensor baseret på muskelsignaler, som DTU-projektet skulle lede frem til, var den mest lovende. Samtidig ønskede virksomheden at styrke sine kompetencer inden for biomedicinsk signalbehandling,” fortæller hun. Løsningen blev, at Isa Conradsen fik orlov fra DTU for at tilbringe nogle måneder i virksomheden. Efter sit ph.d.-forsvar blev hun ansat i IctalCare.

Monteres med særlig gel

Alarmen skal være monteret på bærerens overarmsmuskel. Isa Conradsen opfordrer Dynamos udsendte til at rulle ærmet op.

Det føles som en mellemting mellem en vandmand frisk fra havet og et vabelplaster, når man sætter sensoren fast på armen. Plasteret, der holder sensoren, er forsynet med en såkaldt hydrogel. Sensoren vejer og fylder omtrent det samme som en tændstikæske, og der er intet ubehag ved at bære den.

”Plasteret skal skiftes en gang i døgnet. Gelen er designet sådan, at den klæber ret stærkt i starten. Gradvist svækkes klæbeevnen, så det er let at trække plasteret af, når de 24 timer er gået,” forklarer Isa Conradsen.

Sundhedsteknologi kræver tålmodighed

Hvis alarmen bliver en succes, vil det være oplagt at udvikle algoritmer, der kan opdage flere typer af epilepsianfald. ”Alarmen er designet til at afsløre de mest alvorlige anfald, såkaldte tonisk-kloniske anfald. Men det vil bestemt være muligt at detektere andre typer anfald,” siger Isa Conradsen.

Desuden er der mulighed for at udvikle helt andre typer sensorer, der kan anbringes på kroppen med et gelplaster.

”Det er noget, vi vil vurdere på baggrund af de erfaringer, vi får med alarmen,” understreger Isa Conradsen. ”Man må gøre sig klart, at sundhedsområdet på den ene side rummer store muligheder, men på den anden side har meget høje krav til klinisk evidens, som kræver, at man har stor tålmodighed som virksomhed.”

Hun henviser til, at IctalCare fik stor opmærksomhed, da epilepsialarmen var færdigudviklet i 2014. Bl.a. kom produktet med på en liste, som tidsskriftet Nature udarbejdede over særlig interessante innovative produkter på sundhedsområdet. Alligevel er virksomheden stadig ikke helt klar til bred markedsføring og eksport.

”Vi har solgt et mindre antal produkter. Kunderne er typisk epilepsipatienter, der har hørt om produktet og selv henvender sig. Imidlertid egner alarmen sig ikke til alle med epilepsi. To ud af tre patienter får aldrig de alvorlige anfald, som alarmen er designet til at afsløre. Derfor tilbyder vi folk, at de kan prøve alarmen i en måned. Vi ønsker ikke at sælge dem noget, som de ikke har brug for,” siger Isa Conradsen.

Alarmen hjælper også lægerne

Vejen til markedsføring har været lang, men nu er målet i sigte. ”Inden for den lægelige verden er der en forståelig forsigtighed i forhold til at anbefale nye produkter, før man har opnået evidens i form af et klinisk forsøg. Det får vi meget snart,” konstaterer Isa Conradsen.

I alt 70 patienter har haft alarmen monteret under indlæggelser på Filadelfia, Rigshospitalet samt universitetshospitalet i Oslo. 20 af dem har haft anfald under indlæggelsen. Det giver en tilstrækkelig mængde data til at vurdere alarmens funktion. Resultaterne vil blive offentliggjort i form af en videnskabelig artikel, der får overlæge Sándor Beniczky som hovedforfatter.

Han kan endnu ikke løfte sløret for de præcise resultater, men fortæller, at udstyret overordnet set er velegnet til at detektere de alvorlige epilepsianfald. ”Ud over at give patienterne og de pårørende større tryghed i hverdagen kan udstyret være en stor hjælp for os læger. I dag spørger vi patienterne, hvor tit de oplever anfald, og hvor alvorlige de er. Men det sker ofte, at patienterne ikke kan huske anfaldene selv, og det kan være svært for dem at vurdere alvoren. Med det nye udstyr får vi objektive målinger af hyppigheden og karakteren af anfaldene,” siger Sándor Beniczky og tilføjer, at det vil have endnu større værdi i forbindelse med afprøvning af ny medicin:

”Vi får et objektivt værktøj, der kan vise os, om medicinen har en effekt. Det er langt mere tilfredsstillende end at basere sig på patienternes subjektive vurdering.”