Foto Lundbeckfonden

To DTU-forskere modtager Lundbeckfondens Talentpris

Fem dygtige forskere under 30 år har modtaget Lundbeckfondens Talentpris. Heriblandt en nanofysiker og en kemiingeniør fra DTU.

Lundbeckfonden har tildelt fem unge, lovende forskere sin talentpris. To af de fem forskere, Andreas Laustsen og Fatima Al-Zahraa Al Atraktchi (nummer 2 og 4 fra venstre) arbejder på DTU, mens de tre øvrige er fra henholdsvis Gentofte Hospital, Københavns Universitet og Syddansk Universitet.

”Der er mange lovende unge forskere på de danske universiteter, men de exceptionelle talenter ser man ikke hver dag. Derfor er det altid en særlig glæde at overrække Lundbeckfondens talentpriser til nogle af de allerbedste unge forskere som en anerkendelse af deres særlige arbejde,” siger Anne-Marie Engel, der er forskningschef i Lundbeckfonden.

Med hver talentpris følger 100.000 kr.

Den ene af de to DTU-forskere er civilingeniør i fysik- og nanoteknologi, ph.d.-studerende Fatima Al-Zahraa Al Atraktchi. Hun er uddannet nanofysiker og selvlært molekylærbiolog med interesse indenfor biomedicin.

Hun har bl.a. udviklet en ”revolutionerende metode til detektering af bakterielle infektioner og desuden vist, at patienter, der klinisk er beskrevet som ‘fri for bakterier’ efter behandling, i langt de fleste tilfælde i virkeligheden stadig er inficerede.”

Allerede inden Fatima afleverede sin ph.d. havde hun publiceret otte artikler i internationalt anerkendte tidsskrifter og havde yderligere en række færdige manuskripter klar til fremsendelse.

Den anden er civilingeniør i kemi, postdoc, Andreas Laustsen. Han er er ikke bare en talentfuld forsker, men også forretningsmand og kommunikator. Under sin civilingeniøruddannelse, som han bestod med et snit på 12,0, startede han biotekkometen Biosyntia, der har vundet et utal af innovationspriser, som sikrede ham en førsteplads i Venture Cup.

Derefter var han med til at starte VenomAb, der er et filantropisk projekt med fokus på at udvikle nye modgifte mod slangebid. Han står i alt bag fem biotekselskaber. Andreas gennemførte sin ph.d. på kun to år med seks publikationer og blev på den baggrund udvalgt til at deltage i Ph.d.-Cup 2017. Derudover er Andreas en efterspurgt mentor og foredragsholder.

De fem talentprismodtagere på billedet er fra venstre Mads Emil Jørgensen, Gentofte Hospital, Andreas Laustsen, DTU, Christian Laut Ebbesen, København Universitet, Fatima Al-Zahraa Al Atraktchi, DTU, og Tore Bjerregaard Stage, Syddansk Universitet.