Installationskunstner Christoffer Vincent Thon, der er uddannet fra DTU, stod bag en lysinstallation, der lyste fra kælder til loft på DTU Skylab. Lysværket symboliserer, hvad der opstår, når man retningsgiver energi. På samme måde kommer det nye center til at give de studerende en retning for deres ambitioner. Med disse kompetencer tænker Christoffer Vincent Thon, at de studerende kan navigere gennem kaos og forhåbentlig skabe noget nyt og unikt. Når DTU Entrepreneurship flytter ind i deres nye lokaler, flytter lysinstallationen med. Foto: Mikal Schlosser

’Grand Opening’ af DTU Entrepreneurship

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers markerede åbningen af DTU Entrepreneurship med en lysinstallation, der symboliserede begyndelsen på et nyt eventyr. Se højdepunkter fra eventet her.

”Jeg vil sige noget, som jeg ikke plejer at sige, når jeg lykønsker nogen med noget nyt,” sagde Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers i sin tale. 

”Jeg håber, at I fejler. Jeg håber, at I laver mange fejl hver dag. Men jeg håber ikke, at I laver de samme fejl to gange – eller flere. Jeg håber, at I tillader jer selv at prøve en masse nye ting og lærer af fejlene. Det vil ende med, at centeret bliver en succes.”

Foto: Mikal Schlosser

Der blev serveret innovativ mad, da omkring 150 gæster fra erhvervslivet, forskningsverdenen og universitetet var samlet på DTU Skylab for at markere åbningen af det nye center DTU Entrepreneurship den 6. december. 




Foto: Mikal Schlosser


”DTU Entrepreneurship er en betydelig udvidelse af vores økosystem for entrepreneurskab og innovation på DTU,” sagde rektor Anders Bjaklev i sin tale.

”Først og fremmest vil man opleve verdensklasseforskning i entreprenørskab. Vi vil arbejde med praksis, ikke teori. Vores forskere, postdocs og ph.d.-studerende vil få ny indsigt i, hvad der virker - og hvorfor det virker. Desuden vil der være mange studerende, masser af undervisning og ikke mindst vil vi udvikle selve undervisningen.”

Foto: Mikal Schlosser

I sin tale sagde centerdirektør på DTU Entrepreneurship Jes Broeng:

”Grundlæggende har vi brug for at engagere omverdenen for at gøre fremskridt. Og det er min hovedpointe i dag. Kom og vær med sammen med os - vi har nogle fantastiske teknologier og verdens førende forskere. Der er ingen tvivl om, at DTU har et ekstremt stærkt brand – og fantastiske studerende med et stort ’drive’ og engagement.”


Foto: Mikal Schlosser

Uddannelses- og Forskningsminister Tommy Ahlers spurgte ind til teknologi, penge og konkurrenter, da han for en kort tid legede ’Løvens Hule’ med to DTU-iværksættere.

Anne Sofie Larsen, der pitchede sin idé ’live’ til ministeren, er på sit sidste år af sin kandidat Design og Innovation på DTU. Sammen med en studerende fra CBS står hun bag studenter- startuppen NoBriner, der udspringer af DTU-kurset Hardtech Entrepreneurship.

Målet for de to studerende er at finde en løsning, der gør afsaltningsanlæg til en miljøvenlig og bæredygtig driftsform ved at omdanne et affaldsprodukt til en ressource. Det skal være med til at give rent drikkevand til svært fremkommelige områder og skabe lokale jobs.

Foto: Mikal Schlosser

Jesper Bevensee Jensen, der har en ph.d. fra DTU Fotonik i Optisk Kommunikation og er CTO i Bifrost Communications, pitchede også sin idé til ministeren. Den forskningsbaserede startup Bifrost Communications vandt Danish Tech Challenge i 2016 med et fibersystem, der kan skabe hurtigere internetforbindelser.

Metoden skal være med til at øge transmissionsdistancen og -kapaciteten på fiberoptiske signaler og netværk, hvilket potentielt kan spare internetudbydere for milliarder af kroner på verdensplan.

Om DTU Entrepreneurship
DTU Entrepreneurship skal være med til at øge entreprenørskabskulturen og styrke økosystemet for startup-virksomheder. Håbet er, at en øget forsknings- og uddannelsesindsats inden for entreprenørskab skal sikre endnu flere medarbejder- og studenter-startups i fremtiden.


Studenter- start-ups

11 studenter-startups viste deres nye virksomheder frem:
Obital
NoBriner
KiteX
Norlase
Bifrost Communications
Blusense Diagnostics
CheeseItYourself
Optoceutics
Relibond
Brain Capture
illumifilm