Efter det seneste uddannelsespolitiske udspil om dimensionering af udenlandske studerende på de danske universiteter, må vi konstatere, at regeringen har lagt endeligt låg på hvor mange ingeniører, der skal uddannes i Danmark – og det bliver sandsynligvis færre end i dag.
Af Claus Nielsen, universitetsdirektør DTU
Nu gik det ellers lige så godt. Med Nobelpagt, Teknologipagt og ’Engineer the Future’ skulle flere have en ingeniøruddannelse, og de unges begejstring for ingeniørfaget skulle vækkes. Årets stigning i søgning og optag på ingeniøruddannelserne vakte bred tilfredshed, fordi det var hvad politikerne ønskede – troede vi.
Men sådan var det åbenbart ikke. Det var slet ikke meningen. Først barslede regeringen og Folketinget med et bureaukratisk mesterværk af en bevillingsreform, hvis hovedærinde var at sænke universitetets marginalindtægt per studerende med godt 30 procent fra og med 2019 - altså hvis man formastede sig til at øge optaget og uddanne flere ingeniører. Et solidt låg, som med sikkerhed vil øge underskuddet på uddannelsesaktiviteten, eksempelvis for DTU’s vedkommende – en i sandhed særegen incitamentsstruktur, altså hvis man ville flere ingeniører.
"Det nye tiltag er en dårlig forretning for Danmark, det er skidt for DTU, de studerende og studiemiljøet – men mest af alt er det katastrofalt for de tusindvis af danske virksomheder, som skriger på flere ingeniører af enhver slags. "
Claus Nielsen, universitetsdirektør DTU
Men for at være sikker på, at låget smækkes helt i, har regeringen nu meddelt, at der lægges loft over, hvor mange udenlandske studerende, eksempelvis DTU må optage. Konsekvensen er desværre uomgængelig – der vil fremover i bedste fald blive uddannet ingeniører til dansk erhvervsliv på det niveau, vi kender i dag, men det vil sandsynligvis være færre. Advarselssignalerne fra dansk erhvervsliv om ingeniørmangel har tilsyneladende ikke gjort stort indtryk.
Og hvorfor så færre ingeniører? I de næste tyve år er de danske ungdomsårgange faldende, og bare opvejningen af den demografiske udvikling vil i sig selv være en kæmpe udfordring, idet de unges præferencer for bl.a. ingeniørfaget (og STEM-uddannelserne generelt) skal øges markant. Da de unge fortsat har et frit uddannelsesvalg i dette land, er der en reel risiko for, at resultatet bliver færre ingeniører (og STEM-uddannede) med dansk baggrund, og med et loft for tilgang af udenlandske studerende er resultatet et samlet fald.
Med til historien hører, at DTU’s dimittender med udenlandsk baggrund er en kæmpe god investering for Danmark. Under studiet og i en periode på 8 år efter dimission har den gennemsnitlige internationale dimittend fra DTU bidraget med ca. 1,2 mio. kr. til samfundsøkonomien med et nettobidrag til de offentlige finanser på ca. 0,5 mio.kr. (Damvad Analytics, 2017)
For det danske samfund er der tale om et brain gain af dimensioner, som regeringen og Folketing nu siger nej til. Ja, man vil end ikke have flere ikke-EU-borgere. De betaler ellers selv for deres uddannelse, og de har ikke adgang til SU, ligesom de i øvrigt er en økonomisk gevinst samfundet fra den første dag, de sætter deres ben i landet.
Det nye tiltag er derfor en dårlig forretning for Danmark, det er skidt for DTU, de studerende og studiemiljøet – men mest af alt er det katastrofalt for de tusindvis af danske virksomheder, som skriger på flere ingeniører af enhver slags. Konsekvensen i forhold til ingeniørmanglen er, at de enten må hyre ingeniører fra udlandet og/eller i værste fald flytte arbejdspladser til udlandet.
Man kan givet have mange meninger om det danske SU-system og dets favorable karakter for såvel de danske studerende som de europæiske studerende, der kommer til landet, men det kunne man jo lave om på. Det er dog ærgerligt, at det virker, som om en xenofobisk sammenblanding og forveksling af på den ene side integrationsproblemer i Vollsmose og andre steder, og på den anden side udenlandske studerendes ophold og arbejde i Danmark samt adgang til SU, nu får som konsekvens, at danske erhvervsvirksomheder ikke får de ingeniører, som de ellers ville have kunnet få.
Nu kunne man jo forledes til at tro, at dette blot er sædvanligt universitetsævl. På ingen måde, for det er slet ikke en kamp, universiteterne kan tage, vi skal blot implementere det låg, der nu bliver lagt på. Men mon ikke konsekvenserne af dette vil få virksomhederne op af stolen? Det vil sige alle de virksomheder, der ansætter ingeniører og agerer i en global verden, og som har brug for ikke kun danske ingeniører, men også ingeniører med en engelsk, italiensk, fransk eller tysk baggrund med alle de fordele, det giver, når virksomhederne skal agere på de nævnte landes markeder.
Så nu bliver det spændende at se, hvordan de store virksomheder og brancheorganisationerne agerer på dette nye politiske tiltag, eller måske - kunne man håbe - besinder regeringen sig?