Debatindlægget af Jacob Holbraad, adm. dir. Dansk Arbejdsgiverforening, Jesper Olesen, universitetsdirektør Københavns Universitet, Claus Nielsen universitetsdirektør, DTU, er bragt på Altinget.dk den 23. oktober 2017.
Det er ikke til at komme uden om. Danmark er så dybt afhængig af specialister fra udlandet, at vi som nation vil blive markant fattigere både, hvad angår viden som økonomi, hvis vi lukkede arbejdsmarkedet om os selv. Det gælder både programmøren hos den lille fynske robotproducent og Harvard-forskeren, der forsker i ny banebrydende teknologi på Københavns Universitet. De tusinder udenlandske specialister, der hver dag åbner døren ind til en dansk arbejdsplads, er måske ikke i antal en stor del af det danske arbejdsmarked, men den ekstra viden, de tilfører, er uerstattelig.
Så meget desto mere ærgerligt, at vi i disse år gør det sværere at hive eksperterne til landet. Særligt de højtkvalificerede arbejdstagere uden for EU’s grænser har fået begrænset mulighederne for at komme til Danmark. De seneste par år har et flertal i Folketinget gjort det ikke kun dyrere, men også mere besværligt at ansætte udenlandsk arbejdskraft uden for EU. I stedet opfordrer de til, at danske arbejdsgivere snarere skal ansætte danskere til disse opgaver.
Men det er altså en anelse vanskeligt for en dansk medicinalvirksomhed at ansætte indenrigs, når der kun findes få hundrede mennesker i hele verden, der kan løse en højt specialiseret opgave – og de alle sammen bor uden for landets grænser. Endnu sværere er det for landets universiteter, hvor forskerne i højt grad er specialiseret, og antallet af eftertragtede forskere inden for et område ofte kun kan tælles på et par hænder. Det er ikke kun en udfordring vi står over for i Danmark. I hele Europa er der kamp om de klogeste hoveder, og derfor er konkurrencen om de udenlandske specialister global.
"Alle danskere vil altså tabe på at holde disse kompetente mennesker ude af Danmark."
Over hele Danmark har virksomheder problemer med at finde medarbejdere. Her er manglen på eksperter ingen undtagelse. Det betyder, at danske virksomheder må takke nej til flere og flere opgaver. Det begrænser virksomhedernes muligheder for at fortsætte med at udvikle produktion og arbejdspladser i Danmark. Det vil betyde en lavere omsætning og færre arbejdspladser end vi kunne have. I sidste ende går det gå ud over dansk velfærd. Alle danskere vil altså tabe på at holde disse kompetente mennesker
ude af Danmark.
Landets universiteter bliver også hårdt ramt af den manglende ekspertise. En tredjedel af forskerstaben på Københavns Universitet og helt op imod halvdelen på DTU består eksempelvis af udlændinge, og jo sværere det bliver at ansætte udenlandske forskere, des dårligere bliver forskningsmiljøet i Danmark. Det medfører dårligere uddannelse af fremtidens danske eksperter. Det medfører en lavere kvalitet af forskning. Og det medfører ikke mindst et videnstab for hele det danske samfund.
Foreslår tre indsatsområder
Vi foreslår tre indsatsområder, som politikerne bør tage alvorligt, hvis danske virksomheder og universiteter også i fremtiden skal være konkurrencedygtige:
- For det første skal politikere overveje grundigt, hvilken vej Danmark skal gå. Skal det fortsat blive sværere for danske virksomheder og vidensinstitutioner at få den nødvendige ekspertise, eller skal vi løsne op for programmer som beløbsordningen og på den måde nyde godt af de udenlandske specialister? Det er en grundlæggende principiel debat, og danskerne fortjener et klart svar. Også uden de udenlandske specialister skal blandes ind i en debat om flygtninge og andre grupper, der er her af andre årsager. Vi er nødt til at have et større politisk fokus på, at udenlandsk arbejdskraft er et plus for Danmark.
- For det andet, skal der fra politisk side tænkes kreativt i kampen om de udenlandske specialister. For det er ikke kun danske virksomheder og vidensinstitutioner, som leder efter de skarpeste hjerner – det gør vores nabolande og for den sags skyld hele verden også. En national rekrutteringsstrategi for udenlandske eksperter kunne være en hjælp, ligesom det også kan være en god ide at fokusere på de unge talenter. Det kunne eksempelvis være, at lave en ordning som gør det nemmere og hurtigere at få unge specialister fra udlandet, så vi kan tiltrække fremtidens største eksperter før alle andre.
- For det tredje skal reglerne på området gennemgås med en tættekam. Reglerne er for uigennemskuelige og eventuelle straffe står ikke til mål med overtrædelsernes omfang. Københavns Universitet er en af de mange danske arbejdspladser, der på grund af en administrativ fejl mødte en helt uforholdsmæssig straf. For én ud af næsten 700 forskere på universitet, der kommer fra lande uden for EU, blev en arbejdstilladelse ikke fornyet i tide. Den resulterende bøde på 60.000 kroner var høj, men var trods alt til at betale for en så stor arbejdsplads som KU. Men hvad værre er, at universitetet på grund af den ene fejl risikerer at miste adgangen til den såkaldte ”fast track” ordning i hele to år.
'Fast track'-ordningen er forbeholdt en udvalgt skare af universiteter og globale, danske virksomheder, som sikres hurtig sagsbehandling hos de danske myndigheder, når de rekrutterer en international ekspert. Ordningen betyder, at eksperter kan komme ind i Danmark og starte job efter kort tid, selvom de kommer fra lande som USA, Canada, Australien, Kina eller Indien og dermed ikke nyder privilegierne ved et rødbedefarvet EU-pas. Netop en hurtig reaktionstid kan have betydning for, om en rekruttering lykkes eller ej for disse ombejlede eksperter. Også på DTU har man modtaget store bøder for mindre administrative fejl, men indtil videre har universitetet med nød og næppe undgået at miste sin 'fast track'-plads.
Det kræver ingen nærmere forklaring, hvor store konsekvenser det har for de større danske virksomheder og universiteter, at de ikke kan garantere deres ansøgere en hurtig og smidig ansættelsesproces. Mens reglerne naturligvis skal overholdes, så er det hverken hensigtsmæssigt eller fair, at mindre administrative fejl kan sætte danske arbejdspladser bagerst i rekrutteringskøen i flere år.
Det er en kendt sag, at udenlandske forskere og eksperter er en overskudsforretning for Danmark. Finansministeriet har vist, at udlændinge, som kommer til Danmark for at arbejde enten fra et andet EU-land eller via en særlig arbejdstilladelse i gennemsnit bidrager med 84.000 kr. årligt til den danske statskasse. Det er cirka 19 gange så meget som den gennemsnitlige dansker. For slet ikke at tale om den værdi, de har for deres arbejdsplads, og den viden de tilfører det danske samfund.
Regeringen har med rette fokus på værdien af internationale eksperter. Senest har erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) foreslået at udvide den såkaldte forskerskatteordning, hvor internationale forskere betaler mindre i skat de første år de er i landet – fra fem år til syv år. Det er et forslag, vi hilser velkommen. Dertil kommer, at myndighederne fremover har meddelt, at udenlandske forskere med en arbejdstilladelse på ét universitet kan fungere som for eksempel censor på andre danske universiteter, hvis det står i deres ansættelseskontrakt, hvilket ellers ikke har været tilladt indtil nu. Også et fremskridt.
Men med det suverænt store pres, der kommer på de danske arbejdspladser de kommende år, og det videnskapløb, der udspiller sig på den globale scene, er der selvsagt behov for endnu mere, der hjælper rekrutteringen af udenlandske specialister. Det kræver, at Folketinget tager udfordringen seriøst. Og det kræver, at vi i fællesskab kan finde på holdbare løsninger, der sikrer, at danske arbejdspladser også i fremtiden har adgang til den viden og ekspertise, vi i så høj grad har brug for.