De arktiske udfordringer

Leder af rektor Anders Bjarklev, bragt i DTUavisen september 2017.

DTU yder en vigtig indsats i Arktis på Danmarks vegne. Og vi vil gerne gøre mere.

Klimaforandringerne vil ændre menneskets levevilkår dramatisk i de kommende årtier. Udviklingen er allerede mærkbar, og i de kommende årtier vil den accelerere endnu hurtigere end hidtil. Det gælder ikke mindst i de arktiske egne, hvor de smeltende ismasser medfører både lokale og på langt sigt også globale udfordringer.

DTU har været aktiv i Grønland i mange år inden for uddannelse, forskning og rådgivning, og vi er nok det danske universitet, der er mest massivt til stede i de polare egne. Vi gør meget, men ville gerne kunne gøre endnu mere. Derfor var det med stor glæde, at jeg i august kunne være med til at indvie nye og større lokaler i Sisimiut til Center for Arktisk Teknologi (ARTEK), som hører under DTU Byg.

"Behovet for ingeniører med viden om arktiske forhold er hastigt voksende."

De nye faciliteter giver mulighed for at lave endnu flere og endnu bedre uddannelser til gavn for Grønland, rigsfællesskabet og resten af Arktis. Med forankringen i Sisimiut kan DTU uddanne ingeniører, som får kendskab til og erfaring med at arbejde i Arktis allerede under uddannelsen.

Og behovet for ingeniører med viden om arktiske forhold er hastigt voksende. Ud over uddannelsestilbuddene har DTU også været til stede i Grønland i mange år med løsning af overvågnings og forskningsopgaver. Forskere fra DTU Space har stor erfaring i hurtigt og effektivt at skaffe, anvende og distribuere satellitbilleder af havisen i polarområderne. Billederne bruges af skibsfarten til at overvåge udviklingen i isdækket og til at finde ud af, hvordan klimaændringerne påvirker de polare egne. DTU Space overvåger også afsmeltningen af den grønlandske indlandsis fra satellit og fly. Instituttets forskning giver mere nøjagtig viden om afsmeltningen af indlandsisen og sætter dermed samfundet i stand til at forberede sig bedst muligt på forandringerne.

Endelig ejer DTU Danmarks eneste oceangående havundersøgelsesskib, Dana, som med sit isforstærkede skrog udfører opgaver i arktiske farvande. Dana er bygget i 1980, og vi har længe søgt at finde midler til en mere moderne afløser, der ville kunne styrke vores arktiske indsats betydeligt. Det er endnu ikke lykkedes, men vi klør på. For vi ved, at når det handler om klimaforandringer, så kan vi godt yde en stor indsats, selv om vi er et lille land.

Videoen ovenfor er optaget i Grønland i august 2017, hvor rektor Anders Bjarklev forestod indvielsen af Center for Arktisk Teknologi´s nye lokaler i Sisimiut for at understrege Arktis som et strategisk interesseområde, hvor DTU gennem uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning udvikler beslutningsgrundlag og teknologi til gavn for det grønlandske, danske og globale samfund.