Forskningskoordinator / fundraiser

DTU Kemiteknik
tirsdag 26 jun 18

Send ansøgning

Frist 1. august 2018
Du kan søge om jobbet ved DTU Kemiteknik ved at udfylde den efterfølgende ansøgningsformular.

Ansøg online

Center for Energiressourcer (DTU CERE) søger pr. 1. september 2018 eller snarest derefter en forskningskoordinator / fundraiser til at assistere med den strategiske planlægning og initiering af større nationale og internationale forskningsaktiviteter på tværs af CERE’s discipliner og institutter. Du kommer til at arbejde med strategien for centerets udvikling i forhold til samarbejdspartnere og sponsorer.

DTU CERE er et tværgående center, og du vil sidde på DTU Kemiteknik. DTU CERE varetager en stor del af DTU’s forskningsaktiviteter inden for området energiressourcer samt de discipliner, hvor centrets nøglemedarbejdere har spidskompetence. Centeret skal desuden synliggøre aktiviteterne nationalt og internationalt.

Ud over hovedopgaven, at assistere med den strategiske planlægning og initiering af større nationale og internationale forskningsaktiviteter, vil du have et samarbejde med DTU Kemitekniks centrale administration, og du vil i tæt samarbejde med centerlederen og centerets Faculty:

  • yde rådgivning om eksterne ressourcer med relevans for centerets brede vifte af fagområder og udviklingspotentialer, inkl. nationale og internationale forskningspuljer
  • yde rådgivning vedr. projektansøgning, forhandling og gennemførelse
  • kommunikere med projektledere og involverede forskere om afrapportering til bevillingsgivere
  • bidrage til løbende oversigter over centerets forskningsaktiviteter
  • bidrage til at udvikle centeret i henhold til strategi og handlingsplaner

Akademisk uddannelse og erfaring med forskning
Du har en relevant akademisk uddannelse og erfaring med forskning inden for naturvidenskab eller teknik. Du skal være god til at kommunikere og det forventes, at du har et solidt kendskab til projektledelse. Desuden skal du kunne agere i forskellige virksomhedskulturer og være i stand til at skabe resultater i et udfordrende og internationalt miljø.

Det er vigtigt, at du har forståelse for forskernes arbejdsvilkår, gerne gennem egen forskningserfaring. Vi betragter det også som en fordel, at du har erfaring fra industri eller har arbejdet med forskningspolitik. Vi lægger vægt på, at du har stærke samarbejdsevner, er udadvendt, selvstændig og ansvarsbevidst, kan tage initiativ og at du har godt humør.

Udover ovenstående er det en fordel hvis du har konkret erfaring med flere af følgende områder:

  • strategisk forsknings- og projektplanlægning
  • forskningsfinansiering og projektudvikling
  • internationale forskningsmiljøer
  • projektadministration inkl. økonomistyring

Hvad tilbyder vi dig
Et udviklende og udfordrende job på en spændende og international arbejdsplads, med mulighed for at præge indholdet af eget job og centerets udvikling.

Løn og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst for Akademikere i staten. Vi har flekstid, og den ugentlige arbejdstid er 37 timer (inkl. frokost).

Ansøgning og kontakt
Vi skal modtage din online-ansøgning senest 1. august 2018. Åbn linket ''Ansøg online'' udfyld ansøgningsformular samt vedhæft motiveret ansøgning, C.V. og eksamensbeviser.

Yderlige oplysninger kan fås ved henvendelse til CERE’s centerleder, professor Georgios M. Kontogeorgis, gk@kt.dtu.dk.

Alle interesserede, uanset køn, race, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

DTU er et teknisk eliteuniversitet med international rækkevidde og standard. Vores mission er at udvikle og nyttiggøre naturvidenskab og teknisk videnskab til gavn for samfundet. 11.200 studerende uddanner sig her til fremtiden, og 6.000 medarbejdere har hver dag fokus på uddannelse, forskning, innovation og forskningsbaseret rådgivning, som bidrager til øget vækst og velfærd. DTU stiller krav og giver muligheder uanset hvor i organisationen, man arbejder. Vi står for høj faglighed, kollegial respekt og ansvarlig handlefrihed.