Lufthavnsscanner

Bedre røntgen skal øge sikkerheden i lufthavne

fredag 12 feb 16
|

Kontakt

Ulrik Lund Olsen
Senior Forskningsingeniør
DTU Fysik
24 65 51 69

Fakta

Innovationsfondens investering: 22 mio. DKK
Samlet projektbudget: 30 mio. DKK
Varighed af projektet: 3 år 
Projektets officielle titel: CIL2018 NextGen Scanner for Checked In Luggage

Partnere

DTU Fysik 
DTU Compute 
Københavns Universitet 
Accent 2000
Dansk Ingeniør Service 
Exruptive A/S 

Innospexion ApS 

Den voksende udfordring med sikkerhed i flytrafikken skaber ofte kaos og forsinkelser i lufthavnenes bagagehåndtering. Nu går en række virksomheder og forskningsgrupper i den danske røntgenindustri sammen om at udvikle mere effektive screeningssystemer til sikkerhedstjek af bagagen i lufthavne.

I disse år bliver der lagt et hårdt pres på det system i lufthavnene, der sørger for, at indskrevet bagage gennemgår en pålidelig sikkerhedskontrol. Mængden af bagage stiger voldsomt samtidig med at sikkerhedskravene er skærpet. Når man hertil lægger, at den benyttede teknik i røntgenscannerne daterer sig tilbage til 1944, så opstår problemerne. Nu har Innovationsfonden bevilget 22 mio. DKK til udviklingen af et nyt system til bagagekontrol, der både er mere pålideligt og effektivt. Projektet ledes af Ulrik Lund Olsen fra DTU Fysik og involverer eksperter indenfor røntgenteknologi, intelligent billedbehandling og servicevenligt design

"I dag skal 30% af bagagen skannes igen. Vi forestiller os, at vi kan sænke det tal til 10%."
Ulrik Lund Olsen

Bagage i titusindvis tjekkes manuelt
I øjeblikket benytter lufthavnene et stort antal sikkerhedsansatte til den møjsomme opgave med at gennemse al bagage. Selv med en større grad af automatisering vil usikkerheden med den nuværende teknik medføre, at titusindvis af stykker bagage skal igennem et manuelt sikkerhedstjek.

”I dag skal 30 procent af bagagen skannes igen. Vi forestiller os, at vi går fra, at 70 procent bliver undersøgt automatisk, til at det gælder for 90 procent, siger projektleder Ulrik Lund Olsen fra DTU Fysik.

Sammen vil projektdeltagerne skabe et intelligent og automatiseret screeningssystem, der langt mere effektivt kan gennemgå de store mængder bagage, der hver dag passerer gennem lufthavne verden over.

”I stedet for, at man i lufthavnen har en skærm med ét billede i én vinkel og i sort/hvid, får man billeder fra forskellige vinkler i farver”, forklarer Ulrik Lund Olsen om udsigterne for projektet, som Innovationsfonden har bevilget 22 millioner kr. til.

Læs mere om afprøvningen af sikkerhedssystemet i en lufthavnskopi i Vojens

Konsortiet bag projektet forener kompetencer i industriel røntgen hos InnospeXion og Magnatek med internationalt anerkendte universitetsgrupper inden for røntgen og røntgenanalyse – DTU Fysik, DTU Compute og Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.

Disse kompetencer komplimenteres af ekspertise inden for tekniske udviklingsprojekter hos Dansk Ingeniør Service og sikkerhedssystemer til lufthavne fra Accent Pro 2000 og Exruptive A/S. 

Kilde: Pressemeddelelse fra Innovationsfonden