I efteråret 2012 udbydes den helt nye bachelor- og kandidatuddannelse 'Geofysik og Rumteknologi' på DTU.
ORIENTERINGSMØDE
Tid: Fredag den 24. februar 2012 kl. 14:00
Sted: DTU, Lyngby Campus, bygning 341, auditorium 21.

Kandidatuddannelsen i Geofysik og rumteknologi udbydes med henblik på at uddanne ingeniører, der kan designe, udvikle og anvende instrumentering, observationsteknikker, modeller, metoder, overvågningssystemer, tjenester og beslutningsstøtteværktøjer til at overvåge, kortlægge og udforske relevante fysiske storskala strukturer og processer inden for Jordens og rummets fysik, herunder specielt inden for områder som miljø- og klimaovervågning, kortlægning og navigation, udforskning af Jorden og udforskning af rummet.
Kandidaterne har et overblik over teknologier inden for instrumentering, observationsteknikker, modeller og databehandlingsmetoder, der dækker bredt inden for de ovennævnte områder. Dette sikrer, at kandidaterne er i stand til at operere i situationer, hvor det er vigtigt at kunne kommunikere med personer med forskellige baggrunde og jobfunktioner. Samtidig vil de studerende også have haft mulighed for at specialisere sig inden for et eller flere af disse teknologiområder med en profil, der ligger inden for følgende fokusområder:
Bred vifte af Jobmuligheder
Uddannelsens fire specialiseringsmuligheder giver kandidaterne en bred vifte af muligheder for ansættelse i både danske og internationale højteknologiske virksomheder, store rumvirksomheder, europæiske industrigiganter, internationale organisationer og myndigheder (fx ESA og NASA), geo- og rådgivningsbranchen, opmålings- og kortlægningsfirmaer, rådgivende ingeniørvirksomheder og offentlige myndigheder.