EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogAlumnenetværkPortalen

Studerende forbedrer mobiltelefoner

Tommy Rasmussen, uddannet IT-Diplomingeniør fra DTU, er blandt de ganske få, der har modtaget modtaget Ingeniørforeningens pris - IDAs-prisen - for et afgangsprojekt. Han modtog prisen for at udvikle en metode til at optimere mobiltelefoners tekniske ydeevne. Tommy Rasmussen har opfundet den såkaldte KPOP-metode, et helt nyt grafikformat til mobiltelefoner.

 

Bedre opløsning på mobilskærmen

KPOP

KPOP-metoden (Komprimeret Pixel og Paletter) genbruger mobiltelefonernes egen regnekraft, men formår at forbedre ydeevnen betragteligt. Genbruget betyder, at KPOP kan anvendes på alle eksisterende mobiltelefoner, ikke kun de mest moderne og avancerede, og derfor har metoden et meget stort anvendelsespotentiale for mobilproducenterne. Tommy Rasmussen forklarer:

 

"Jeg planlægger at henvende mig til en af de store mobilproducenter med metoden. Hvis jeg kan få adgang til at arbejde også med de lukkede dele af de forskellige telefoner, kan min metode give mobiltelefonerne en større appeal overfor kunderne. I alle mobiltelefoner er både skærmopløsning, hukommelse og regnekraft begrænsede, men KPOP-metoden forbedrer uden videre alle tre elementer. Metoden er unik fordi den tillader, at man arbejder på niveau med det enkelte pixel, hvilket er umuligt med de nuværende Java-teknikker."

 

Indstillet af vejleder

Tommy Rasmussens nye teknik gjorde også indtryk på Ingeniørforeningens bedømmelseskomite. IDAs prestigefyldte pris gives til ganske få afslutningsprojekter efter indstilling fra vejlederen. Fra Informatik og Matematisk Modellering (IMM) var det vejleder Ole Remmer, som indstillede Tommy til prisen. Han siger:

 

"Det var naturligvis Tommys tekniske løsninger bag metoden, som især imponerede mig, men metoden har også et stort praktisk anvendelsespotentiale. Det er ganske enkelt et enestående stykke arbejde, som Tommy har leveret, og han er således den første af mine studerende, som får karakteren 13."

Sidst opdateret af  25.06.2007
Ansvarlig: Thomas Hjort Jensen
Top