EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogAlumnenetværkPortalen

Kreativitet og problemløsning

Nye teknologier og voksende kommunikationsstrømme er i fuld gang med at ændre samfundets grundlæggende strukturer. Ikke mindst arbejdsform og arbejdsprocesser omdefineres hyppigt, og der er behov for redskaber, der gør det muligt at navigere i denne omstilling samt drage nytte af de mange nye muligheder. På Informatik og Matematisk Modellering (IMM) har Docent, Dr. Techn. Victor Valqui Vidal i mange år forsket i kreativitet som metode til avanceret problemløsning. Hans resultater viser hvordan ingeniører og andre vidensarbejdere aktivt kan anvende kreativitet til at gennemføre dynamiske og foranderlige opgaver. 

 

/upload/subsites/it-uddannelser/artikel-illustrationer/kreativitet.jpg

 

Hvorfor lære om kreativitet?

Ingeniører udfører deres arbejde i samarbejde med industripartnere og andre projektdeltagere og i kontakt med brugere, kunder eller andre aftagere. Dette betyder, at ingeniøren hurtigt skal kunne tilpasse sine kompetencer til en given opgave og have ressourcer til at lære undervejs i forløbet. Victor Vidal forklarer:

 

"Ingeniørens hovedkvalifikation vil være evnen til kreativt at kunne bane vejen for forandringsprocesser, inddrage partnere og anskue et problem i en dynamisk kontekst. Kun ved at mestre dette kan ingeniøren drage fuld nytte af fremtidens teknologiske landvindinger. Ved hjælp af læringsmetoder, særlige aktiviteter, procedurer og motivation kan man faktisk udvikle og forøge evnen til kreativitet, og det er temaet for både min egen forskning og dagens seminar."

   

Børn og fotografer som rollemodeller  

Det er ved at eksperimentere kreativt, at børn oftest lærer nyt, men ifølge Victor Vidal gør hverken hjemmet eller uddannelsesinstitutionerne nok for at udvikle den form for kreativitet i løbet af børnenes opvækst. Han uddyber:

 

"Uddannelsessystemer er primært designet til at lære eleven at finde et rigtigt svar. Inden for problemløsning er dette imidlertid ikke altid hensigtsmæssigt, da det hyppigt først er det tredje eller tiende "rigtige" svar, som kan løse problemet. Intet er farligere end at have en idé, hvis du kun har én. En professionel fotograf tager eksempelvis talrige billeder af et vigtigt emne. For hvert billede ændrer fotografen på en eller flere optageparametre, fordi han ved, at der kun er få af billederne, der for alvor vil have indfanget motivet optimalt. Kreativ tænkning kræver mange synspunkter, og man behøver divergent tænkning for at skabe mange ideer."

Sidst opdateret af  10.07.2007
Ansvarlig: Thomas Hjort Jensen
Top