EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogAlumnenetværkPortalen

Motorvejens matematik

Trafikministeriet og Vejdirektoratet henvendte sig til DTU for at få udviklet bedre trafikprognoser og mere pålidelige rejsetidsberegninger for en af Danmarks mest befærdede vejstrækninger, Københavns Motorringvej 3, der forventes færdig i sommeren 2008. På Informatik og Matematisk Modellering (IMM) forskes intensivt i trafikplanlægning og afdelingerne for Operationsanalyse og Matematisk Statistik har også tidligere løst opgaver for Vejdirektoratet.

 

Udvidelse øger presset

I 1980, hvor de første trafikmålinger foregik, blev Motorringvej 3 (M3) brugt af 35.000 biler i døgnet, men i dag er tallet vokset til ikke mindre end 125.000 køretøjer på et gennemsnitligt døgn. Den igangværende udvidelse af M3 fra 4 til 6 baner er således i høj grad tiltrængt. Mens udvidelsen foregår, sker der justeringer og indskrænkninger af vejbanerne ligesom nedsat fart på flere strækninger er påkrævet, alt sammen helt normale følger ved større vejarbejder. Da presset på netop denne vej er usædvanligt stort, er der overhængende risiko for totalt trafiksammenbrud i perioder med høj belastning og medfølgende store samfundsøkonomiske tab.

 

Vejdirektoratet besluttede derfor at opstille variable informationstavler på og før M3 med informationer til trafikanterne om den helt aktuelle trafiksituation og de mulige alternative ruter, samt om den anbefalede hastighed for at undgå kødannelser. Ud over informationstavlerne kan trafikanterne også få oplysninger fra Radio, TV, telefonservice og på www.trafikken.dk kan man følge øjeblikssituationen fra en række webcameraer og fra en trimafspiller.

 

DTU-forskere udvikler nye rejsetidsprognoser

Klaus Kaae Andersen

Matematikken og de statistiske beregninger, der ligger bag et pålideligt system til rejsetidsberegning er imidlertid uhyre kompliceret, og dataindsamlingen har desuden nogle begrænsninger. Lektor Klaus Kaae Andersen fra IMM forklarer:

 

"Der er to niveauer af trafikinformation, der er relevante. Det ene er trafikstatistikken, og det andet er de rejsetider, der er følgen af den aktuelle trafiksituation. Målesystemet tilkoblet M3 er i virkeligheden bedst egnet til at samle data til trafikstatistikken, men som bilist er man mest interesseret i den forventede rejsetid".

 

Målesystemet på M3 består af radar, der erstatter induktionsspoler, nedgravet i kørebanen. Klaus Kaae siger videre: 

 

"Radarer leverer præcise data over antallet af køretøjer på strækningen, men rejsetid og trafikprognoser er vanskelige at beregne ud fra dette. På IMM udvikler vi derfor en metode til rejsetidsbestemmelse baseret på den mønstergenkendelse, der er gemt i data fra radar og induktionsspoler. Vi får tidspunkt, hastighed, længde af køretøj samt afstanden til forankørende og kan derfra udvikle algoritmerne til mere nøjagtige rejsetidsprognoser."

 

To IMM-studerende har været udlånt til Vejdirektoratet i ca. 15 timer om ugen, hvor de dels har bearbejdet de enorme mængder data, der kommer fra ledelsessystemet, og dels har arbejdet med at udvikle modeller, som omsætter datamængden til pålidelige trafikprognoser.

 

Sidst opdateret af  25.06.2007
Ansvarlig: Thomas Hjort Jensen
Top