EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogAlumnenetværkPortalen

Udvikler ny ordbog til iPod

Morten har udviklet en ordbog, der indretter sig efter ejerens vaner og brugsmønstre. Teknikken har han patenteret og Nokia arbejder nu videre med konceptet. 

Af Bessie Rauff

 

3 – 3 – 7 – 4 – 3 siger „FERIE“, i hvert fald hvis du slår ordbogen til og taster en smsbesked på en Nokia mobiltelefon. Mens du skriver, ændrer teksten sig konstant fra „F“ til „DE“ til „DER“ til DERI for først at blive til det ønskede ord „FERIE“ når du slutter af med at trykke på tre-tasten. Er man ikke en rutineret sms-skriver kan det være meget forvirrende, at ordene hele tiden skifter, mens man taster.

/upload/subsites/it-uddannelser/artikel-illustrationer/morten_proschowsky_ordbog_t.jpg

Morten Proschowsky er ph.d. studerende på IMM og har udviklet en ny type intelligent ordbog, som også fungerer uden taster. Ordbogen er testet på en iPod, men teknikken kan overføres til telefoner, kameraer osv. Foto: Bo Jarner

 

„De intelligente ordbøger, der findes i vores mobiltelefoner, er slet ikke så intelligente endda. De blev udviklet for 8-10 år siden, og der er sket meget siden da,“ siger ph.d.-studerende Morten Proschowsky fra CICT på IMM. Han har udviklet og fået patent på en ny brugerflade, hvor ordbogen lærer brugeren at kende og indretter sig efter dennes vaner. I stedet for at genkende hele ord, baserer den nye teknik sig på sandsynlige bogstavkombinationer, så her er det slut med, at ordene pludselig skifter rundt, efterhånden som telefonen gætter sig frem til, hvad brugeren er i gang med at skrive. I stedet regner telefonen på, hvilket bogstav, der mest sandsynligt må være det næste i rækken. Således bliver de allerede indtastede bogstaver stående hele tiden.

 

iPod med skrivefunktioner

„Fordelen ved den nye ordbog og den nye brugerflade er, at den også er velegnet til apparater, hvor der enten ikke er plads til tasterne, eller hvor man ikke ønsker taster, fordi det ikke passer ind i det ønskede design. Det kunne fx være på mp3-afspillere, iPods og kameraer. Har du en iPod, kan du ikke straks indtaste nye aftaler i kalenderen, eller omdøbe videoer og playlister, det må du først hjem at rette i computeren og derefter føre det over i iPoden,“ forklarer Morten Proschowsky. Han har udviklet en skrivefunktion til blandt andet en iPod, hvor alfabetet er placeret i en cirkel på skærmen. Ved hjælp af drejehjulet på iPoden kan man flytte en lille markør rundt blandt bogstaverne på skærmen og derved skrive beskeder.

 

Man behøver dog ikke flytte markøren meget præcist fra bogstav til bogstav. Morten Proschowsky har benyttet kunstig intelligens, hvor teknikken hele tiden udregner systemer og sprogmønstre. Den kigger på hvilke ord, der bruges hyppigst og i hvilke sammenhæng og beregner derved sandsynligheden for bogstavkombinationer. Teknikken sørger også for, at man i praksis bare skal ramme i nærheden af det ønskede bogstav, så vil iPoden udregne hvilket bogstav, som er det mest sandsynlige, man vil skrive.

 

Hjælpsomme mobiler

Teknikken kan også bruges i mobiltelefoner. Udover ordbogen har Morten Proschowsky fundet metoder til at gøre mobiltelefonen mere intelligent, så den automatisk og løbende indretter sig efter brugerens vaner og behov. Uden at brugeren behøver at sætte sine egne profiler og funktioner op. Hvem man ringer til hvornår, afhænger af om det er i arbejdstiden eller udenfor arbejdstiden, om det er hverdag eller weekend, eller om du er i bevægelse, fx i et tog eller derhjemme. Mobilen vil analysere på dine brugsmønstre og lave en dynamisk telefonliste over fx de ti mest sandsynlige numre, som du vil ringe til på det givne tidspunkt. Samtidig vil telefonen kunne genkende dine sms-vaner, og indrette ordbogen alt efter, hvem du skriver til, og fx kunne veksle frit mellem dansk og engelsk alt efter modtagerne.

 

Patent med potentiale

Morten Proschowsky har været igang med sin Ph.D. i halvandet år, og har Nette Schultz fra Informatik og Matematisk Modellering på DTU som vejleder på projektet, men allerede under sit speciale begyndte han at udvikle den nye intelligente ordbog. Her havde han User Experience Manager Niels Ebbe Jacobsen fra Nokia som vejleder. De har et fortsat uformelt samarbejde, og mødes cirka en gang om måneden, hvor de diskuterer projektet og sætter de akademiske tanker ind i en erhvervsmæssig sammenhæng. „Det er sjældent, at specialestuderende får så gode ideer, at det kan patenteres. Det er en meget stor investering for en virksomhed at tegne og bibeholde et patent, og det er en vurdering, om det kan betale sig at investere i ideen. Morten Proschowskys nye type ordbog og grænseflade var dog så gode, at Nokia valgte at satse,“ siger Niels Ebbe Jacobsen, og Morten Proschowsky fik patenteret sine ideer, der i dag ejes af Nokia.

 

„Det fantastiske som Morten Proschowsky har gjort er, at han har skjult teknologien for folk. Brugeren kan ikke se, at teknologien faktisk hjælper dem, når de skriver en tekstbesked. Som det er i dag, er teknologien synlig for folk. Man kan hele tiden se, at telefonen gætter sig frem og ændrer i de ord, man er ved at skrive. Det er brugeren ikke interesseret i. Det skal bare virke. Det er på samme måde med servostyringen i bilen. Man er ligeglad med, hvordan det virker. Bilisten er bare glad for, at det er nemt at dreje på rattet,“ forklarer Niels Ebbe Jacobsen.

 

Han mener endvidere, at en af fordelene ved den nye intelligente ordbog er, at brugeren hele tiden er i kontrol med skriveprocessen. Ordene ændrer sig ikke pludseligt, og det sikrer en god brugeroplevelse. „Der sker en enorm udvikling på det mobile marked. Brugeren efterlyser små apparater med store displays og maksimal intelligens. Det levner kun lidt plads til tastaturer. Derfor er det meget interessant med nye tanker omkring, hvordan man laver tekstinput på nye måder. Mobiltelefonen vil blive fokuspunkt for al information i fremtiden. Fremtidens brugere vil skrive beskeder, sms’e, e-maile, blogge og foretage instant messages på mobiltelefonen – derfor har Morten Proschowskys perspektiver og udvikling af ordbogen en klar interesse for os.“

 

 

Sidst opdateret 27.06.2007
Ansvarlig: Thomas Hjort Jensen
Top