EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogAlumnenetværkPortalen

Slangekamp til stregen

Snake-spillet følges nøje

I det populære computerspil Snake skal spilleren navigere en lang virtuel slange eller orm rundt på en bane, mens den samtidigt opsamler fødeemner. Hver gang slangen spiser et fødeemne, vokser dyret en anelse. Dermed øges spillets sværhedsgrad, idet slangen ikke må røre banens forhindringer. Den første version af spillet blev opfundet helt tilbage i 70’erne, men siden de nye versioner er blevet spilbare på mobiltelefoner har Snake fået fornyet popularitet.

 

Informatik og Matematisk Modellering (IMM) har inddraget spillet i undervisningssammenhæng, og de studerende i softwareteknologi har ført Snake fra mobiltelefonens begrænsede brugerflade til et multiplayerspil over netværk og PC. Undervisningen afsluttes med en højdramatisk turnering, hvor de studerendes slanger bekrigede hinanden.

 

Aggressiv slange vinder

Lektor Hans Kruckenberg, IMM forklarer:

"Kurset skal give de studerende erfaring i softwareudvikling med et konkret softwareprodukt som resultat. At videreudvikle et simpelt mobiltelefonspil til et nyt produkt, hvor kunstige intelligenser kæmper mod hinanden via PC og netværk, må siges at ramme formålet perfekt. At det så er sjovt og underholdende samtidigt, gør naturligvis ikke idéen ringere."

 

De programmerede slanger skal have ens egenskaber og helst opføre sig hensigtsmæssigt på de samme baner. Derfor er der oprettet en Snakes Standardization Committee med en repræsentant for alle holdene. Derved sikres ens og fair regler for de kunstige intelligenser, som i sidste ende skal styre slangerne. Storskærmene giver et godt udsyn for hele det entusiastiske publikum.

 

Efter en række indledende tekniske vanskeligheder kom turneringen i gang og kørte i 2 timer uden pause. Vinderen blev gruppe 3's slange Hank, som på trods af et nederlag tidligt i turneringen kom stærkt igen og førte programmørerne Mikkel Birkegaard Andersen, Andreas Nyberg Garnæs, Christian Hølmer og Nicholas Schultz-Møller til den endelige sejr. Hans Kruckenberg slutter:

 

"Hank var en af de få slanger, der spillede aggressivt og forsøgte at lukke modstanderen inde, og den strategi førte altså til sejren. Samlet giver udviklingsforløb som dette de studerende en dyb forståelse af faglige emner indenfor datalogien".

Sidst opdateret af  25.06.2007
Ansvarlig: Thomas Hjort Jensen
Top