Banen er placeret i Oticonsalen bag bygning 101. Banens sværhedsgrad er øget en anelse, da der jo skal være nogle nye sjove udfordringer for de robotter, som tidligere har deltaget i DTU RoboCup.
Banens layout vil i hovedtræk være som vist på figuren herunder.
Banen er designet ud fra den forudsætning, at køretøjet kan følge en sort tape-linie på gulvet, og holder man til højre på denne linie vil man nå mål, men opnår så kun relativt få point.
• Gulvet
Gulvet under banen har to typer belægning, en lysegrå malet glasfiberbelægning
(hvide områder på figuren) og områder med lidt mørkere klinker
(markeret med gråt på figuren). Klinkeområderne er 45 cm brede.
Områderne, hvor to klinkestriber krydser, er dækket af en metalplade
(kabelbrønd), der ikke skal påregnes at være farbar.
• Lærredstape
Linien er lavet med 38 mm bred sort lærredstape (type Tesa-4651).
Tapen vil være placeret nogenlunde som vist på figuren, og således at
ingen kurve vil være skarpere end en cirkel med en radius på 50 cm. Den
sorte tape er synlig både på det lyse gulv og på klinkerne.
• Portene
Portene er alle 45 cm brede (+/- 2 cm) med 47-50 cm frihøjde (gul port).
Godstykkelsen på portene er ca. 16 mm. Dette gælder dog ikke tunnelen
og racerbanen.
• Starten
Starten foregår på en startplade (nederste venstre hjørne på figuren).
Når pladen forlades, starter nedtælling til lukning af guillotineport 1. Timing
og afstand til guillotinen er fastlagt således, at en gennemsnitshastighed på
25 cm/s vil være tilstrækkeligt til passage. Passage af porten giver 1 point.
• Rampen
Rampen (2) leder op til et plateau i en højde af ca. 55 cm. Rampen
starter minimum 3,5 m før plateauet (vandret afstand) og med samme
stigning hele vejen. Bredden er 60 cm. På rampen er der placeret en
port der giver 1 point. Rampen er ligesom plateau, trappe og nedkørsel
lavet af træ og er malet i en lys farve. Rampen har desuden en
ru overflade for øget friktion under opkørsel. På den øverste del af
rampen er der på venstre side monteret en vippe (3). Vippens
normalstilling er vandret, og den er understøttet i rampeenden. Dette
betyder, at vippen vil forblive vandret, når et køretøj kører fra rampen
ned på vippen, indtil køretøjet når forbi understøttelsespunktet. Det vil
kræve ca. 200 g påvirkning 20 cm fra understøtningspunktet, før vippen
vipper. Der er placeret en gul port ved den yderste ende af vippen. Ved
kørsel fra rampe til vippe vil der være op til 6 cm højdeforskel. (Se foto 1
og foto 2.)
• Golfkugle
Ved positionen (4) 30 cm fra vippens understøtningspunkt og (5) på
rampens plateau, begge markeret med en rød cirkel på figuren, findes en
golfkugle. Disse kugler skal bringes med robotten og placeres i hullet
på plateauet for at opnå point. Diameteren på kuglen er standard
42,7 mm, men af hensyn til vision-baserede løsninger anvendes golfkugler til
vintergolf med en signalrød farve. For at sikre at kuglens placering er
ensartet ved hver gennemkørsel, vil der under tapen blive monteret en
lille metalring (nøglering), i hvilken kuglen bliver placeret.
• Golfhul
Ved (6) findes føromtalte golfhul, hvori golf-kuglerne skal placeres for at opnå
point for disse. Hver kugle udløser et point (maksimalt 2 point). Hullets
diameter er 52mm.
• Nedkørsel fra plateuet
Nedkørslen fra plateauet kan finde sted ad 2 alternative veje. Rampen er
60 cm bred og slutter minimum 2 m fra plateauet (vandret afstand). På
rampen findes en port, der giver et point for passage.
• Nedkørsel fra trappen
Den anden mulighed for nedkørsel er trappen, der har 4 trin og derfor 5
niveauspring på hver ca. 11 cm. Hvert trin er ca. 40 cm langt og 60 cm
bredt. På trappen findes to porte, der hver giver 1 point for
passage.
• Farvede bolde
På to af fem placeringer markeret med stjerner - som ved (7) - er der placeret en bold.
Boldene er "gymnastikbolde" med en diameter på ca. 15 cm og en vægt på ca. 300 g.
Boldene er placeret mellem 30 cm og 50 cm fra den nærmeste tapelinie. For at sikre at
boldenes placering er ensartet ved hver gennemkørsel vil der under et lille stykke hvid
tape blive monteret en lille metal-ring, i hvilken bolden bliver placeret. Boldene vil blive
placeret tilfældigt på to af disse positioner efter at kørslen er startet. Den ene bold er
rød-orange og den anden blå. Medbringes den blå bold til mål opnås et point.
Medbringes den rød-orange bold til mål gives -1 point (strafpoint).
• Minus-porten
Minus-porten vil være en af portene ved (8). De består af almindelige
gule porte, der hver er påmonteret en lys-markering bestående af 4 røde
stoplys-lister (3 på forsiden, samt en på bagsiden af hensyn til
publikum). Stoplysene er varenr. 40651 fra thansen og koster 79,- pr.
stk. På den ene af portene (valgt tilfældigt ved kørslens påbegyndelse)
vil lys-markeringen blinke ca. 1 gang pr. sekund (tændt 0,5s, slukket
0,5s). Passage af denne port giver -1 point (strafpoint), mens passage af
den anden port (med slukket lys-markering) giver 1 point. Portene vil stå
med en indbyrdes afstand på ca. 1 m.
Strømforsyningen til portene vil komme fra kabelbrønden (til højre på figuren)
og vil blive tapet fast til gulvet. Det anbefales derfor at passere venstre om
minus-porten.
• Racerbanen
Racerbanen (9) starter og slutter med en elektronisk port. Portene
består af lægter med invendige mål svarende til de øvrige porte.
Portene bliver malet i en grå nuance. Når en lysstråle brydes i
startporten, starter tidtagning, og den stopper først, når en tilsvarende
lysstråle brydes i slutporten. Lysstrålerne er placeret ca. 2,5 cm over
gulvniveau. På linien mellem start- og slutporten er der en gul port (10),
som skal passeres efter startporten og inden slutporten for at opnå point
i racerbanen. Den gule port giver 1 point, og der gives yderligere 0, 1, 2
eller 3 hastighedspoint. Tidsgrænserne er ikke fastlagt, men det vil
kræve en gennemsnitshastighed over 1 m/s for at opnå maksimum point
på denne forhinding.
• Tunnelen
Tunnelen (11) er monteret med en udadgående dør i hver ende, som vist
på denne skitse. Note: dørene er 25 cm i højden. Den forreste dør er
den bredeste - således at den kan skubbes op. Det giver 1 point for
passage af hver af dørene. Døråbningerne har samme mål som en port,
men de vil ikke være gule.
• Keglebanen
Keglebanen (12) består af 9 kegler, som har dimensionerne grundflade
30 cm gange 30 cm og højden 50 cm. Keglebanen er placeret ud for en rød
port (som giver 1 minuspoint) og midt imellem to sidestreger, der er anbragt
med 1 m mellemrum. Ud for de to sidestreger er placeret to gule porte
40 cm fra hovedstregen. I et koordinatsystem med origo i midten af den
røde port og x-aksen langs linen med målet og y-aksen mod keglerne er
koordinaterne for keglernes midtpunkter:* (0, 55), (0, 100), (0, 150), (0,
205), (-50, 205), (50, 205), (125, 150), (110, 100), (95 ,55). (Se foto 1 og
foto 2 af keglerne - NB! keglebanen er spejlvendt og tape-linier er
anderledes i forhold til foto). Til venstre for den røde port er et forbudt
område (13) markeret med hvid tape, som ikke må anvendes af robotten.
Har robotten bare et hjul inden for dette område, gives -1 point.
• Pukkelpisten
Pukkelpisten (14) er et område på 120x240cm område, hvor der er et antal pukler
og et antal huller. Pukkelpisten er hævet ca. 2cm over gulvniveau. Der er en rampe
op ved tilkørslen, med ca. samme hældning som rampen (2). Hullerne er ca. 12cm i
diameter og ca. 2cm (pladetykkelsen) dybe. Puklerne vil have varierende størrelse
med en overgang fra højde 0 i kanten til maksimalt ca. 8cm, hvor puklen er højest.
Der vil være en sort tapestribe - nogenlunde som vist - med et pukkelfrit område på
minimum 10cm langs tapestriben. Pukkelbanen er fremstillet af træ. Bundplande, huller
og pukler er malet i samme lyse farve som rampen (2). Der vil ikke være pukler eller
huller direkte under en port, men placering af huller og pukler kan variere fra det viste.
Der er på pukkelpisten 2 porte, og kan derfor give 2 point. Se foto1 og foto2 af pukkelpisten.
• Sirenen
Målets sirene (14) aktiveres ved at trykke på frontpladen (der mekanisk
aktiverer en kontakt). Frontpladen er ca. 15 cm bred, 10 cm høj og
forsænket ca. 1 cm i forhold til rammen. Der gives 2 point for at
komme i mål (fra forsiden).
• Forhindringerne
På nær guillotinen (1) og mål (14) kan resten af forhindringerne
gennemføres i vilkårlig rækkefølge. Der er ikke krav om, at alle
forhindringer skal gennemkøres.