Foto: Mikal Schlosser

DTU Roadrunners præsenterede en gennemtestet økobil for HKH Prins Joachim

onsdag 17 maj 17

Kontakt

Jesper Schramm
Professor
DTU Mekanik
45 25 41 79

Kontakt

Henning Si Høj
Robotingeniør
DTU Elektro
23 49 91 17

Billedgalleri fra præsentationen

Selvom flere af de studerende fra DTU Roadrunners ikke kunne lade være med at lave de sidste finjusteringer på bilen 5 minutter inden den officielle præsentation tirsdag d. 16. maj, så er der alligevel tale om at Dynamo 13.0 er en af de modeller, der er blevet testkørt bedst inden præsentationen. 

Den ene af bilens to chauffører, Emma Hillersdal, tog da også et par runder på Produktionstorvet på DTU Mekanik i fin stil foran både HKH Prins Joachim, rektor Anders Bjarklev, koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab Marianne Thellersen og institutdirektør for DTU Mekanik, Hans Nørgaard Hansen.

Photo: Mikal Schlosser
Foto: Mikal Schlosser.

Klar til at håndtere udfordringerne fra sidste år
Ligesom sidste år foregår Shell Eco-marathon i London, og der er tale om den selvsamme bane som gav holdet en del udfordringer sidste år, hvor belastningerne desværre betød et knækket baghjulsophæng og altså en bil, der udgik helt af konkurrencen. Derfor har DTU Roadrunners i år haft et stort fokus på dels at få lavet og installeret et nyt baghjulsophæng, dels at få testkørt bilen. I øvrigt fik man heller ikke set resultatet af de mange ny tiltag, der var lavet sidste år fordi bilen udgik. Holdet har også lavet en helt ny teststand som man kan sætte motoren i og teste ydeevnen.

Photo: Mikal Schlosser
Teamleder Mathias Thomsen fortæller HKH Prins Joachim om den nye teststand. Foto: Mikal Schlosser.

Fremtidens økobiler: aerodynamik og autonomi
Flere af de studerendes oplæg om deres projekter handlede om økobilernes udvikling i fremtiden. Sidste år deltog DTU Roadrunners med den benzindrevne DTU Innovator som stillede op i prototypeklassen, hvor den blev en fin nr. 9 og kørte 670 km/l. Når man taler brændstofbesparelser, så har bilens aerodynamiske egenskaber en del at sige. Det er kernen i Duncan Strachan og Ben Turners projekt, som de fortalte et opmærksomt publikum om. De to studerende er fra Strathclyde University, Glasgow, og DTU Roadrunners håber på at det kan lade sig gøre at få implementeret de aerodynamiske designændringer på DTU Innovator til konkurrencen i 2018. DTU Innovator deltager ikke i år.

Allerede nu har Dynamo 13.0 fået installeret flere af de tiltag som f.eks. GPS og lasersensorer, der forhåbentlig gør at bilen kan stille op i kategorien autonome biler i 2018. Det fortalte Henning Si Høj fra DTU Elektro om i sit oplæg, hvor han fortalte mere om hvad det egentlig kræver af en bil for at den skal være autonom. I forhold til brændstofbesparelser er det særlig interessant med en autonom bil, fordi man så kan køre bilen ud fra beregninger over hvilken kørsel der giver den bedste effekt. For at være autonom skal bilen være i stand til at vide hvor den befinder sig, hvor den skal hen og hvordan den kommer derhen, dvs. lokalisering, ruteplanlægning og kontrol. Så alt i alt er det et større arbejde at skabe en autonom model af økobilen til 2018.

 

Photo: Mikal Schlosser  Photo: Mikal Schlosser
Duncan Strachan og Ben Turner fra Strathclyde University. Foto: Mikal Schlosser. Henning Si Høj fortalte om projektet "autonom økobil". Foto: Mikal Schlosser.

Fra Aalborg Universitet deltog Team Aalborg Energy med deres bil som kører med en brændselscelle.

Photo: Mikal Schlosser
HKH Prins Joachim og de to chauffører, Emma Hillersdal (tv) og Sarah Woeste Conradsen, sammen med Team Aaborg Energy og DTU Roadrunners. Foto: Mikal Schlosser.