Foto: Thorkild Amdi Christensen
Foto: Thorkild Christensen
Foto: Thorkild Amdi Christensen
Foto: Thorkild Amdi Christensen

EU-forskningskommissær besøger DTU

Energi
Under sit endagsbesøg i København nåede EU’s kommissær for forskning, videnskab og innovation forbi DTU, hvor han fik indblik i, hvordan universiteter kan være med til at løse store samfundsmæssige udfordringer og stimulere entreprenørskab i Europa.

Der var lagt op til et begivenhedsrigt besøg, da EU’s kommissær for forskning, videnskab og innovation, Carlos Moedas, lagde vejen forbi DTU torsdag den 30. juni.

På DTU Mekanik viste institutdirektør Hans Nørgaard Hansen, hvordan digitaliseringen kan ændre produktionsmetoder og systemer. Desuden var Carlos Moedas forbi DTU Elektro for at høre om PowerLabDK, hvor man udvikler og afprøver fremtidens energiteknologier. Endelig deltog han i en rundbordssamtale med repræsentanter for bl.a. Novo Nordisk Fonden, PensionDanmark, Danmarks Grundforskningsfond og Villum Fonden for at tale om det danske forskningsbevillingssystem.

Universiteter kan være entreprenørielle
Besøget kom i stand på initiativ af EU og afsluttede en dag, hvor kommissæren også deltog i en konference organiseret af Carlsbergfondet og spiste frokost med uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

”Med besøget vil vi gerne vise, at universiteter kan være entreprenørielle og innovative og være med til at løse nogle af de store samfundsmæssige udfordringer i samarbejde med den offentlige og private sektor,” siger DTU’s prorektor Henrik Wegener. Han er desuden formand for Europa-Kommissionens High Level Group, der giver Kommissionen uafhængig videnskabelig rådgivning.

Stigende interesse for 3D-print og digital produktion

Ifølge institutdirektør Hans Nørgaard Hansen står den digitale udvikling højt på dagordenen i EU og Horizon 2020, der er EU's program for forskning og innovation. Her ser man bl.a. en stigende interesse for 3D-print i produktionssektoren, ligesom digitale modeller af processer kobles med sensordata for at optimere og kvalitetssikre produktionssystemer.

DTU spiller en vigtig rolle i produktionsforskningen gennem det danske MADE-initiativ (Manufacturing Academy of Denmark). Her samarbejder DTU med fire andre universiteter, tre GTS-institutter og op mod 100 danske produktionsvirksomheder for at sikre produktionen i Danmark på langt sigt.

Integrerede energisystemer
Ifølge professor Jacob Østergaard, der leder PowerLabDK på DTU, står udviklingen af den Europæiske Energiunion højt på den europæiske agenda: 

"Realiseringen af Energiunionen kræver bedre integrerede og koordinerede energisystemer, både når det kommer til de fysiske el-forbindelser mellem landende, og når det kommer til energimarkederne. På disse områder er der behov for nye teknologier og løsninger. ”

”På DTU udvikler vi mange af disse løsninger – sammen med europæiske partnere – baseret på vores styrkepositioner omkring effektiv integration af vedvarende energi i energisystemet. De nyåbnede PowerLabDK-faciliteter giver os ideelle muligheder for at udvikle sådanne løsninger til fremtidens europæiske energisystem.”