Stribe om kvanteteknologi fra Anders Morgenthaler

Nu kan alle få fingrene i Kvanteteknologien

Kvanteteori og atomfysik Fysik
DTU har i dag indviet et undervisningslaboratorium for kvanteteknologi, hvor besøgende kan eksperimentere med nogle af kvantefysikkens mest fascinerende fænomener.  

DTU har netop indviet Quantum Lab, hvor besøgende gymnasieklasser, DTU’s egne studerende og andre interesserede har mulighed for på egen hånd at gøre sig erfaringer med nogle af kvanteteknologiernes byggesten. Eksempelvis kan de udforske fænomenet entanglement, der er det kvantefysiske fænomen bag både kvanteteleportation og kvantekryptografi.

”Kvantefysikken er vanskelig at forstå og formidle. Derfor har det været vigtigt for os at gøre det muligt for andre end forskere at få hænderne i det eksperimentelle arbejde. Praktisk erfaring er ofte den bedste måde at lære og forstå nye komplekse ting”, fortæller postdoc Ulrich Busk Hoff, DTU Fysik, der er hovedmanden bag det nye laboratorium.

Han arbejder også på et nyt undervisningsmateriale om kvantefysik målrettet gymnasieskolens fysikundervisning. Det er et samarbejdsprojekt med tegner Anders Morgenthaler og tekstforfatter Anders Grau. De undersøger, hvordan humor og skæve indfaldsvinkler til naturvidenskaben kan nedbryde formidlingsbarrieren og give den abstrakte kvantefysik et mere tilgængeligt og vedkommende udtryk. Anders Morgenthaler fortalte om sin tilgang til opgaven og præsenterede de første tegninger under indvielsen mandag.

”Jeg glæder mig til at kommunikere kvantefysik, for jeg har længe haft en drøm om at skabe en online-platform for formidling af naturvidenskab.Jeg er optaget af at give det meget abstrakte, som fx kvantefysik, en form og et udtryk, som alle kan relatere til. Det skal gøres nærværende ved at tage udgangspunkt i situationer, som vi alle kender fra vores dagligdag. Og hvis det ligefrem kan fremprovokere en fysisk reaktion, fx en irritation, en kilden i maven, væmmelse eller andet, så er det lykkedes at formidle stoffet så godt, at det er kommet helt ind under huden”, sagde Anders Morgentaler.

Den officielle åbning af QuantumLab forestod uddannelses- og forskningsordfører Jakob Engel-Schmidt, Venstre. Han glædede sig over, at DTU som et af verdens bedste universiteter med det nye laboratorium og undervisningsmateriale forsøger at skabe en helt ny standard for, hvordan man kan kommunikere kompliceret teknologi til modtagere, der ikke umiddelbart har forudsætninger for at kunne forstå det.

Samarbejde med virksomheder

Ønsket om at kunne kommunikere og forklare kvanteteknologi har et bredere sigte end studerende og gymnasieelever. DTU er optaget af at gennemføre en række andre kommunikationstiltag, som skal gøre den svært tilgængelige teknologi forståelig for alle. Virksomheder skal have eksempler på, hvordan teknologien anvendes i praksis, og hvordan den fremover formodentlig vil komme til at revolutionere vores samfund inden for computere, sensorer, kryptering m.m. i de kommende år.

Udover at sætte fokus på kommunikation, har DTU også samlet sine forskningsmæssige ressourcer på området. Initiativet hedder Quantum DTU og skal styrke og synliggøre de områder, hvor DTU’s forskere er blandt verdens fremmeste. Det gælder bl.a. inden for kryptering, kommunikation med lys, sensing med lys og diamanter og udvikling af nye materialer og lyskilder. På de områder besidder DTU verdensklasse laboratoriefaciliteter, som kan understøtte både forskning og samarbejde med virksomheder. 

Læs mere om Quantum Lab og kvanteteknologi på quantum.dtu.dk