Foto: DFD

Industriprocesser skal elektrificeres

Konstruktion og mekanik Elforsyning Energi
Ambitiøst forskningsprojekt vil finde eldrevne løsninger til erstatning for varmebehandling i eksempelvis fødevareindustrien og på vaskerier. Næste skridt bliver en national strategi.

Det danske energisystem bliver i stigende grad baseret på el fra vedvarende energikilder som vind og sol og vil om et par årtier være næsten helt elektrificeret. Virksomheder står for en femtedel af vores samlede energiforbrug. Derfor er der stor interesse for at finde løsninger, som kan bidrage med at omstille industriens forbrug til el – også på områder, hvor det ikke umiddelbart er så enkelt.

”En del danske virksomheder bruger fossile brændstoffer til at sikre varmeprocesser. Det kan eksempelvis være på bryggerier, slagterier eller vaskerier, hvor høje temperaturer eller damp er en nødvendig del af produktionsprocessen,” fortæller Fabian Bühler, forsker på DTU Mekanik.

Forskerne vil arbejde tæt sammen med nogle af de virksomheder, som har behov for nye løsninger, hvis de skal omlægge deres produktion til eldrevne processer. Det er bl.a. De Forenede Dampvaskerier (DFD), Danish Crown, Hydro Precision Tubing Tønder og SAN Electro Heat.

"Målet er at bidrage med nye løsningertil erstatning af de nuværende processer i takt med, at elektrificeringen udbredes. "

”Projektet er spændende for os af flere grunde. Omkostningerne til energi udgør en relativ stor udgiftspost for vores virksomhed, så vi er altid på udkig efter at kunne optimere på den front. Derudover er vi meget optaget af, hvordan grøn energi kan udgøre en stadig større del af vores samlede energiforsyning,” siger Christian Lind-Holm Kuhnt, afdelingschef i DFD.   

Kortlægning og nye løsninger
Projektet vil i løbet af de kommende to år kortlægge energiforbruget i de deltagende virksomheders nuværende processer og efterfølgende undersøge, om det kan løses ved hjælp af varmepumper, elvarme eller en kombination af disse. Der vil både blive udviklet løsninger til erstatning af de nuværende – samt tænkt i nye integrerede produktionsprocesser, hvor eksempelvis overskudsvarme udnyttes.

”Målet er at kunne bidrage med nye løsninger, der kan erstatte de nuværende processer i takt med, at elektrificeringen udbredes. Samtidig vil vi også se på, om de eksisterende processer kan optimeres ved at stille spørgsmål til den måde, energi i dag anvendes til at fremstille virksomhedens produkt,” forklarer Fabian Bühler.

For DFD er det nyt at arbejde så tæt sammen med et universitet om mere langsigtede og strategiske opgaver.

”Vi stiller vores produktion og energiforbrug til rådighed for forskningen i dette projekt og håber til gengæld at få en større viden om, hvad der teknisk kan lade sig gøre, når vi i fremtiden skal gennemføre en større elektrificering af vores vaskeri. Derudover forventer vi at få et nyt netværk, både på universitet og blandt de øvrige deltagende virksomheder, som vi løbende kan udveksle erfaringer om bæredygtig energi med,” siger Christian Lind-Holm Kuhnt.

Projektet er støttet af Elforsk, Dansk Energis forsknings- og udviklingsprogram. Tanken er, at projektet skal skabe grundlaget for en kommende national strategi for elektrificeringen af danske virksomheder.