Clara Marika Velte

Ung forsker vil ændre teorien om turbulens

Fysik
Clara Velte har fået et ERC Starting Grant til at udvikle sine idéer til en ny fysisk teori om turbulens.

Clara Velte har netop modtaget det prestigefyldte ERC Starting Grant til lovende unge forskere, som deles ud af det Europæiske Forskningsråd. Midlerne skal bruges til at udvikle de idéer til en ny fysisk teori om turbulens, som Clara Velte allerede har, men som skal underbygges med data i de kommende fem år.

Siden sin studietid på Chalmers tekniske universitet i Göteborg, hvor Clara Velte tog en mastergrad i Teknisk Fysik og International Master i turbulens, har hun sat spørgsmålstegn ved den nuværende teori om turbulens.

”Teorien stammer tilbage fra 1940’erne og bygger på antagelser og simplificerede ligninger. Der er derfor i disse år snak blandt forskere om, at en ny forståelse er nødvendig,” siger Clara Velte, der i dag er ansat på DTU Mekanik.

Turbulens
Turbulens finder sted i mange sammenhænge, eksempelvis bag vindmøllevinger, eller når brændstof sprøjtes ind i en skibsmotor. Både forskere og virksomheder har derfor interesse i at optimere disse processer ved hjælp af en større viden om turbulens.

"Jeg tror, at vi skal tænke helt anderledes, end vi har gjort hidtil, og det vil kunne danne grundlaget for en ny teori"

Clara Velte forklarer, at turbulens kan ses som bølger, der kommer fra mange forskellige retninger og mødes. Det billede kan man tage videre og forestille sig, at det er tredimensionalt, og der også er bevægelser oppe- og nedefra.

”Hidtil har udarbejdelsen af modeller over turbulens primært været skabt ud fra måling af begrænsede udsnit eller enkelte punkter. Men det er ikke tilstrækkeligt. For at kunne forstå turbulensens dynamik er det også nødvendigt at tage højde for den vekselvirkning, der sker mellem bølgerne,” siger Clara Velte.

Clara Velte vil derfor indlede sit arbejde med at indsamle enorme mængder data, der skal give viden om turbulens. Data skal indsamles fra et helt nyt laboratorium, der opbygges til formålet, og som ikke findes tilsvarende andre steder. Her vil i den ene ende af et rum være placeret en dyse, en stor tragt. Når der blæses luft i gennem den, presses det sammen for at komme ud af det lille hul i enden, og dermed skabes turbulens i den jet- eller luftstråle, der fortsætter ud i lokalet.

Bittesmå partikler, som i forvejen fordeles i luften, bliver herefter belyst af laserlys og fotograferet af kameraer placeret mange forskellige steder. På den måde håber Clara Velte at kunne skabe et detaljeret billede af turbulensen i rum og tid, der ikke blot bygger på målinger af et begrænset udsnit eller punkt.

Målet er i løbet af de næste tre til fem år at kunne skabe en dynamisk model af turbulensen i denne strømning, som forhåbentlig også kan anvendes eksempelvis af virksomheder. Samtidig vil den give hende de første fingerpeg om, hvorvidt hendes idéer til en ny teori om turbulens holder stik

”Min drøm er, at jeg kan være med til at løse det, som den store amerikanske fysiker Richard Feynman har formuleret som det vigtigste uløste problem inden for klassisk fysik – teorien om turbulens. Jeg tror, at vi skal tænke helt anderledes, end vi har gjort hidtil, og det vil kunne danne grundlaget for en ny teori.” siger Clara Velte.

ERC Starting Grant er på 1,5 millioner euro eller godt 11 millioner kr.