De tre Swarm-satellitter i kredsløb om Jorden. (Illustration: ESA)

DTU Space vurderer forskningsrelaterede opgaver for ESA

Jordens magnetfelt Geovidenskab Rumforskning

DTU Space er udvalgt til at lede arbejdet med at vælge nye projekter for den europæiske rumorganisation ESA, som skal sikre, at de store datamængder fra Swarm-missionen udnyttes optimalt. Det er første gang ESA uddelegerer denne type opgave

Den Europæiske rumorganisation ESA har udvalgt DTU Space til at stå i spidsen for at udvælge forskningsrelevante emner og udbyde og indgå kontrakter omkring udnyttelse af data fra ESA's succesfulde satellit-mission Swarm. Det er første gang ESA på denne måde beder en ekstern partner om at stå for at udbyde og godkende projekter, der kan gavne forskningsmiljøet.

”Det er en innovativ ide. Vi ser det som en stor anerkendelse af vores ekspertise og indsats på området, at ESA har betroet os opgaven med at få anvendt og udbredt de mange data så meget som muligt”, siger professor Nils Olsen på DTU Space, som leder Swarm DISC-konsortiet, der arbejder med at udnytte de store mængder videnskabelige data fra Swarm-satellitterne.

”Hidtil er alle ESAs udbud blevet udarbejdet internt og har gennemgået en intern bedømmelse. Men når det gælder data om Jordens magnetfelt har man nu valgt at uddelegere opgaven til os som eksterne eksperter og leder af Swarm DISC-projektet, for at sikre den nødvendige indsigt, når opgaver udbydes og projektforslag skal vurderes og godkendes”.

Pionerarbejde for ESA

Det er på længere sigt tanken, at denne nye procedure skal anvendes på andre ESA missioner. Dermed udfører DTU Space et pionerarbejde for den store europæiske rumorganisation, som er i gang med at justere sin forskningspolitik i retning af mere uddelegering af opgaver.

De første projekter er en række mindre opgaver vedrørende data-produkter med relation til Swarm-missionen. De fire første opgaver er sendt i udbud. De omhandler udvikling af en gravitationsmodel, en klimatologisk model over strømme i ionosfæren på høje breddegrader, beskrivelse af ’Auroral electrojets’ samt beskrivelse af ionosfæriske irregulariteter og fluktuationer.

Alt sammen baseret på Swarm-data. Det er projekter til en værdi af cirka 750.000 kroner, som kan søges af alle i de lande, der deltager i ESA’s Jordobservationsprogram 4 og 5.

En vellykket mission

Swarm-satellitterne har kortlagt Jordens magnetfelt med høj præcision. Der er også kommet en række andre videnskabelige opdagelser ud af missionen. 

Blandt andet har forskere brugt Swarm-data til at afdække store strømme af flydende metal, der bevæger sig rundt i Jordens indre. Og til at forstå, hvorfor GPS-signaler kan forsvinde periodevist i områder nær ækvator.

Men der kan hentes meget mere ny og brugbar viden ud fra de mange data, som stadig kommer ned fra de tre Swarm-satellitter. Derfor udbydes de fire nye opgaver nu.

"Vi ser det som en stor anerkendelse af vores ekspertise og indsats på området, at ESA har betroet os opgaven"
Nils Olsen, professor på DTU Space

I løbet af  foråret vil et åbent opslag invitere forskningsmiljøet til at bidrage yderligere med nye ideer til produkter, der kan gavne forskningsudbyttet af Swarm missionen.

DTU Space har været med i Swarm-missionen fra begyndelsen. I tæt samarbejde med ESA og en række europæiske partnere er DTU Space en ledende part i missionen, som blev sendt op i rummet i 2013 og ventes at være i drift og fungere 10-15 år endnu.