Nazila Kamaly

Nanodroner til kamp mod åreforkalkning

Biologiske systemer Nanomedicin Sundhed og sygdomme
Forestil dig, at sylespidse krystaller har sat sig fast i dine blodårer og stikker hul i dem på indersiden, så der opstår betændelse, som kan medføre hjerteanfald. Forestil dig så, at man sender bittesmå droner ind i årene for at bekæmpe krystallerne og behandle infektionen. Det er ikke science fiction, det er science.

Den 36 årige britiske forsker Nazila Kamaly, der er tilknyttet DTU Nanotech, er netop blevet tildelt et fellowship og 10 millioner kr. fra Lundbeckfonden for at realisere forestillingen.

Men Nazila Kamaly vil ikke alene udfordre behandlingen af åreforkalkning, som er den vigtigste årsag til kronisk hjertesygdom.

”Jeg håber også at kunne omsætte min forskning og nye behandlingsformer til brug i sundhedsvæsenet, hvor det kan få betydning for patienters liv,” siger Nazila Kamaly.

En af de væsentligste dødsårsager

Hjertekarsygdomme og relaterede komplikationer er årsag til 40 % af alle dødsfald i den vestlige verden. Den vigtigste årsag til hjertekarsygdomme er åreforkalkning, som forårsages af betændelse og medfører en kronisk tilstand i arterierne. Kolesterol ophobes i arterievæggene som følge af indtagelse af en fedtrig kost, hvilket fører til opbygning af plak i arterierne. Dette kan føre til dannelsen af skarpe nåleagtige kolesterolkrystaller, som kan gennembore arterievæggene, hvilket fører til yderligere betændelse, som kan medføre hjerteanfald og ultimativt døden. 

Vil samle et team af forskere

"Der er behov for at udvikle nye behandlingsformer, som kan målrettes den eksisterende krystalliserede kolesterol i fremskreden åreforkalkning"
Nazila Kamaly

Lundbeckfondens vision er at bidrage til at skabe bedre liv gennem ny viden.

”Et projekt som Nazila Kamalys vil både give vigtig viden om, hvordan vi udnytter det store potentiale, der er i nanomedicin, og hjælpe med at stabilisere sygdommen og mindske risikoen for alvorlige følger for patienter med fremskreden åreforkalkning, som forebyggende tiltag som f.eks. livsstilsændringer ikke kan hjælpe på,” siger Anne-Marie Engel, forskningschef i Lundbeckfonden.

Støtten fra Lundbeckfonden vil Nazila Kamaly bruge til over de næste 5 år at etablere en uafhængig forskergruppe og uddanne et multidisciplinært team.

”Indtil nu har behandlingen været målrettet mod kolesterolophobning og behandling af betændelsen i plakken, men der er behov for at udvikle nye behandlingsformer, som kan målrettes den eksisterende krystalliserede kolesterol i fremskreden åreforkalkning,” siger Nazila Kamaly.

Nanomedicin kan være svaret

I sit projekt vil Nazila Kamaly udnytte de fordele, der er forbundet med stoffer i nanoskala, og vil konstruere medicin i meget lille størrelse kaldet nanomedicin. Man kan tænke på det som nano-droner, der i kraft af deres meget lille størrelse og specifikt udviklede overflade kan finde vej til åreforkalkningsplak og direkte opløse den krystalliserede kolesterol, mens de samtidig kan behandle betændelsestilstanden i området. Det forudses, at denne nye type af terapi kan stabilisere sygdommen og minimere risikoen for hjerteanfald og slagtilfælde hos patienter, som lider af hjertesygdomme.

En unik mulighed

Med Lundbeckfondens midler og DTU´s faciliteter ser Nazila Kamaly store muligheder.

”DTU er anerkendt som et meget innovativt og fremsynet universitet, og jeg har en enestående placering på Institut for Mikro- og Nanoteknologi til at udføre dette innovative projekt. Jeg har nu adgang til state-of-the art faciliteter og laboratorier. Jeg er også heldig at have tætte bånd til hjertelæger og forskningsmæssige samarbejdspartnere i Danmark, Tyskland og Storbritannien,” siger Nazila Kamaly, der har store forhåbninger til projektet.

Se video om Nazila Kamalys projekt