Foto: DTU Byg

Opgraderet flyveaske fra affaldsforbrænding kan bruges i mursten

Byggematerialer Elektrokemi Affaldshåndtering
Flyveaske fra affaldsforbrænding kan anvendes i produktion af mursten, hvis askerne har været igennem opgradering i form af vask i vand og elektrodialytisk behandling. Opgraderingen reducerer negative miljøpåvirkninger og giver samtidig en høj kvalitet af mursten.

Flyveaske fra affaldsforbrænding, der har været igennem opgradering i form af vask i vand og efterfølgende elektrodialytisk behandling, kan anvendes i produktion af mursten. Resultatet fra opgraderingen er en aske, der kan erstatte en del af den leret, som ellers anvendes. Det viser en ny ph.d.-afhandling fra DTU Byg.

Wan Chen har i sin afhandling ”Electrochemical upgrading of different ashes for use in production of bricks” undersøgt to slags asker. Foruden asken fra kommunal affaldsforbrænding også en bioaske, der kommer fra en kombineret afbrænding af træ og halm.

I afhandlingen, der blev forsvaret den 27. juni, undersøger Wan Chen, om de to typer aske kan anvendes som komponenter i sintrede mursten, efter askerne er blevet opgraderet gennem forskellige processer, herunder vask i vand og forskellige elektrodialytisk behandlinger.

Det overordnede mål med undersøgelsen er at vurdere, om de to typer aske kan anvendes som sekundære ressourcer i mursten som alternativ til naturressourcer for på den måde at kunne opgradere disse asker fra affald til ressource i produktion af mursten og samtidig give en høj materialekvalitet hos murstenene.

Udvaskning af tungmetaller fra mursten med askerne møder grænseværdier

Flyveasken fra kommunal affaldsforbrænding var langt mere giftig end bioaskerne på grund af tungmetalkoncentrationerne og udvaskningen af disse. Anvendelse af ubehandlet affaldsflyveaske i mursten giver sten med en uacceptabel høj udvaskning af tungmetallerne krom og arsen.

Wan Chens afhandling har vist, at det gennem kombination af forskellige elektrodialytiske teknikker var muligt at fjerne den del af de to tungmetaller fra affaldsflyveasken, som skaber problemer med udvaskning ved anvendelse af den ubehandlede aske.

Efter en optimeret opgraderingsproces blev den behandlede flyveaske brugt som ingrediens i murstensprøver, hvor 5 % af leret blev erstattet med behandlet flyveaske. Disse sten overholdt alle krav til udvaskning af tungmetaller og havde gode materialeegenskaber. En fordel ved at anvende askerne i teglproduktion er, at også den giftige dioxin i asken elimineres, idet den nedbrydes under selve den termiske proces.

Potentiale i asker som cementerstatning

At arbejde med forskellige asker som erstatning for mere traditionelle ressourcer i byggematerialeproduktion er ikke nyt på DTU Byg. Professor Lisbeth M. Ottosen er leder for Sektion for Arktisk Teknologi og Bæredygtige Løsninger og forsker blandt andet i at erstatte en del af cementen i beton med træaske eller slamaske.

”Askerne har det til fælles, at de i dag betragtes som restaffald. Vi vil gerne vise, at der gemmer sig et stort potentiale i askerne, hvis bare vi finder de rigtige måder at bearbejde eller opgradere dem. Det overordnede mål er at nedbringe den samlede miljøbelastning fra byggematerialer og at lave byggematerialer af en bedre eller anderledes kvalitet end dem, vi kender i dag,” lyder det fra Lisbeth M. Ottosen