Med punkterne i ansigtet er det muligt at opmåle de ansigtstræk, der bruges i analysen. Her er det forskeren selv, Karin Wolffhechel fra DTU Systembiologi, der lægger ansigt til. Foto: Mikal Schlosser

Kan ansigtet afsløre vores personlighed?

Billedanalyse
Udseendet har stor betydning for, hvordan vi vurderer et menneskes personlighed. Men folk tager ofte fejl, viser nyt studie baseret på testpersoner fra DTU.

Kan man ud fra ansigtstræk danne sig et indtryk af et andet menneskes personlighed? Det har Karin Wolffhechel fra DTU Systembiologi undersøgt som led i sit ph.d.-studie, og det korte svar er nej. Men der er alligevel et par personlighedstræk, som har en tendens til at afspejle sig i ansigtet.

For eksempel vil mænd med brede kæbepartier ofte blive vurderet som dominerende, og der er en lille tendens til, at det stemmer. Samtidig vil kvinder, der af andre bliver vurderet som eventyrlystne og emotionelt stabile, også have stræbsomhed som et tydeligt træk i deres personlighed.

Attraktive personer bedømmes som sunde og eventyrlystne

Nogen entydig korrelation er der altså ikke tale om, men det holder selvfølgelig ikke folk tilbage. For man ved, at ansigtstrækkene alligevel bliver brugt, når vi danner os et førstehåndsindtryk af en person. Og derfor tager vi meget ofte fejl og overgeneraliserer, når vi vurderer andre menneskers personlighed på baggrund af deres ansigtstræk.

”Vi fandt, at der var tre overordnede faktorer, som man bedømmer et ansigt på: Troværdighed, dominans og attraktivitet. Folk var generelt meget enige om, hvorvidt en person var tillidsvækkende, ansvarsbevidst og intelligent. Og så kunne vi se, at hvis en person blev vurderet som attraktiv, så blev de gerne bedømt til at være mere eventyrlystne, udadvendte, sunde og emotionelt stabile. Endelig var folk meget enige om graden af en persons dominans,” siger Karin Wolffhechel, og fortsætter:

”Så det er tydeligt, at folk bliver meget påvirkede af ansigtstræk. Hvis du for eksempel har et neutralt ansigt, som per automatik ser smilende ud, så vurderer folk typisk at du er venlig, selvom du måske ikke er det i virkeligheden.”

Model forudsiger førstehåndsindtryk

Studiet er nu mundet ud i en model, der kan forudsige hvilket førstehåndsindtryk man giver. Den kan afprøves på face.cbs.dtu.dk.
Som led i forsøget fik 244 ansatte og studerende på DTU taget billeder af deres neutrale ansigt. Der blev brugt samme opstilling ved alle billeder. Derefter satte man punkter i billederne, så man kunne udregne koordinater, der beskrev ansigtstrækkene.

Forsøgspersonerne gennemgik en personlighedstest med fem overordnede personlighedstræk: Omgængelighed, ansvarsbevidsthed, udadvendthed, følelsesmæssig stabilitet, intellektuel åbenhed og dertil yderligere 17 underordnede. Endelig vurderede forsøgspersonerne 20 andre deltageres billeder. De angav en score på 1-9 på tolv forskellige personligheds- og ansigtstræk.